Beretning og årets priser for ungdom

Årets beretning
Vi trænere synes det har været en rigtig god sæson. Vi har igen i år haft utrolig mange spillere på træningsholdene (begynder og øvede) så vi til tider har været nødt til at tage alternative metoder på grund af pladsmangel, hvilket vi selvfølgelig ser som et luksusproblem. Vi er virkelig glade for den interesse der er for at spille bordtennis i Brøndby og vi er glade for at vi her til klubmesterskaberne han se, hvor meget fremgang alle vores spillere viser. Ved pointstævnerne har vi igen i år domineret rent deltagermæssigt, men også i forhold til puljesejre. En anden ting vi er rigtig glade for ved pointstævnerne er, at næsten alle vores spillere dukker op i klubtrøjer. Det giver en fornemmelse af fællesskab og holdånd, og bliver ofte komplimenteret af andre klubber.
For første gang i mange år har vi også haft to hold tilmeldt til ØBTU’s holdturnering; et i Yngre Drenge A under 12 år og et i Ungdom D over 12 år. Yngre Drenge A-holdet var kommet i en utrolig stærk pulje, hvilket næsten tog pusten fra dem, men vi er stolte af at de kæmpede videre og holdt hovedet højt, selvom de var oppe imod stærk modstand i samtlige kampe. Ungdom D over 12 år kom i en rigtig tæt pulje, hvor man endte på en samlet 5. plads, som nemt kunne være blevet endnu bedre.
I sidste øjeblik fik vi arrangeret en klubtur til Faaborg, ligesom vi gjorde sidste år. En stor tak skal her lyde til Jannie, som nærmest egenhændigt fik stablet turen på benene og var med til at give 7 spillere en fantastisk tur. Vi satser meget kraftigt på at afholde en sådan klubtur igen til Faaborg-stævnet næste sæson (lægger i november måned).
Vi har også afholdt to træningslejre denne sæson – en sommerlejr og en julelejr. Begge lejre var rigtig hyggelige, hvor ungerne spillede en masse bordtennis, byggede sovehuler og lærte hinanden endnu bedre at kende på tværs af træningsholdene. Vi holder i øvrigt endnu en træningslejr denne sommer, som kommer til at foregå 1.-2. juli. Mere info følger herom.
Vores forventninger til næste sæson er at vi igen er rigtig mange ungdomsspillere i Brøndby Bordtennis Club. En af vores fokuspunkter er fastholdelse af ungdomsspillere, så derfor håber vi at alle her i aften er klar til at gå en ny fed, udviklende og social sæson i møde, med opstart d. 21. august. Derudover vil vi rigtig gerne videreudvikle de talentfulde spillere vi har, hvilket selvfølgelig kræver noget af os trænere, men også at spillerne kommer til træning med motivation til at lære og blive bedre til bordtennis. Derfor vil den kommende sæson også byde på træningslejre, masser af stævner og forhåbentlig sjove og lærerige træninger.

Her kommer lidt praktiske oplysninger:

  • Sidste træning er onsdag d. 14. juni
  • Første træning er mandag d. 21. august
  • Sommerlejr finder sted 1.-2. juli (kræver som minimum 10-12 deltagere)
  • Vestegnen Stævnet d. 10.-11. juni. Hjælp til stævnet = gratis deltagelse
  • Facebook-grupper
    • Facebook – officiel (Link)
    • Facebook – for ungdom/forældre (Link)

Årets overraskelse/årets fighter
Årets overraskelse kan i år med rette også blive kaldt årets fighter. Det er en spiller, der altid er i godt humør og prøver at skabe en god stemning i træningslokalet, hvilket smitter af på de andre til træning. Han leverer også altid en utrolig stærk indsats og kommer altid for at lære og blive bedre. Han har gjort sig bemærket til holdkamp og til stævner, hvor han især på stævnefronten har leveret flotte resultater. Af dem kan nævnes to turneringssejre, som er kommet her i foråret. Derudover har han stillet op for sin klub i holdkamp, hvor holdet har været placeret i en rigtig stærk pulje. Det har dog ikke slået ham ud, selvom det somme tider har været en stor udfordring. Hans imponerende fightergen kom også til sin ret i dagens klubmesterskab, hvor han endte med at kunne kalde sig klubmester 2017 i single og double.

Årets overraskelse/fighter: Simon Í Soylu

Årets pigespiller
Årets pigespiller er startet til bordtennis i denne sæson, hvor det hurtigt har taget fart. Hurtigt kom hun op på det øvede hold, hvor hun hele tiden har kunnet formå at forbedre sig og presse de dygtige drenge. Hun er en glad, sød og smilende pige, som vi er rigtig glad for at have på holdet og som bidrager til et højt niveau til træning. I løbet af sæsonen er hun også blevet udtaget til ØBTU pigelejre, som er et kæmpe skulderklap, som virkelig viser hvor meget hun har udviklet sig. Hun har spillet pointstævner i år, hvor hun kæmpede sig op fra C-rækken til A-rækken. Til sidste pointstævne endte hun også med at vinde A-rækken over en spiller, der havde vundet de 5 første stævner. Hun toppede sæsonen med at kvalificere sig til DM, da hun nåede til kvartfinalen i double, hvor hun dannede par med Liv Pedersen fra Ejby BTK. Pigerne tabte 9-11 i femte og var kun 2 point fra at få en medalje.

Årets pigespiller 2016/2017 er Freja Nielsen

Årets drengespiller
Årets drengespiller har endnu engang bevist at han kan bide skeer med de bedste drengespillere i landet. Han træner til dagligt på Vestegnens elitehold og spiller med landsholdet hver onsdag. Han kvalificerede sig til Top 12 med en suveræn 1. plads ved Kval top 12 (10 sejre, 1 nederlag) og har blandt andet også vundet Drenge Elite ved SISU-stævnet. Til DM for hold blev han danmarksmester i Juniordivisionen på et fælleshold med Amager, og han vandt sølv i double til DM med Magnus Kaas Thomsen fra Hvidovre.

Årets drengespiller (for 3. år i træk) Emil Friis-Hansen