Reportage fra det svenske – Stævne i Lund

Lørdag drog 4 af BBC’s ungdomsspillere mod Lund i Sverige med afgang kl. 7 fra Brøndby Hallen. De 4 spillere var Noah Mortensen, Noah Ibrahim, Freja og Zune. Med i kortegen var forældre til 3 af spillerne (Lisa, Tamim og Natasha) samt 3 trænere (Marcus, Mikkel og Lasse). Kim var med som chauffør og fotograf og Michael som coach. Ved Øresundsbroen kom Bil 1 hurtigt gennem paskontrollen og drønede videre mod det svenske, men Bil 2 blev opholdt i pustekontrollen, og fik først efter to pusteforsøg lov at køre videre. En halv time senere landede begge biler ved Bollhuset i Lund. Stævnet blev afholdt i en lille hal med 12 borde, så allerede fra start af var der lagt op til en intim, hyggelig dag i bordtennissens tegn.

Med 4 coaches var der mandsopdækning på spillerne hele dagen. I første række (Drenge 14) var der dog kun brug for 3, da Freja og Noah M endte i samme pulje, så coachrollen gik på skift.
Både Noah M og Noah I gik videre som 2’ere fra puljen, selvom de med lidt mere held begge kunne have vundet puljen. Zune og Freja fik begge en enkelt sejr i puljen, men også for dem kunne det sagtens være blevet til en enkelt mere, hvis marginalerne havde været med dem.

Noah I tabte i kvartfinalen med 14-16 i fjerde sæt, og Noah M sikrede sig en semifinaleplads med en 3-1 sejr. Semfinalen blev dog endestationen, men placeringen udløste en flot pokal til Noah.

I anden blok spillede Noah M som den ældste af vores spillere i Drenge 15, hvor der kun var spillere nok til en enkelt pulje. Her slog han den samme spiller, som han få timer tidligere havde tabt til i semifinalen i en ren gyserkamp. Et enkelt nederlag i puljen til rækkens stærkeste spiller udløste en andenplads til Noah M men desværre ikke nogen præmie.

Freja skulle have spillet både Pige 14 og 15, men de to rækker var blevet slået sammen til Pige 15 om eftermiddagen i en pulje med 3 spillere. Første kamp blev en sikker sejr på 3-0, selvom modstanderen spillede med knopper og Freja ikke har mødt nogen med knopper før. Anden kamp blev derfor ”finalen” i puljen, da der kun var en enkelt præmie. Kampen skulle helt ud i femte sæt og give tilskuerbænken dårlige nerver efter et par heldige bolde til modstanderens fordel i kampens afgørende fase. Med en sejr på 13-11 i sidste sæt kunne Freja stille sig øverst på podiet. Efter forhåndsaftale med trænerne udløste førstepræmien også en tur på McDonald’s på vej hjem til Danmark.

Noah I og Zune kunne begge deltage i Drenge 12, som blev delt op i tre puljer. Begge spillere viste god koncentration og vandt to kampe, så de gik videre til kvartfinalen. Noah I måtte ud i endnu en drabelig tæt affære, men selvom Noah spillede en rigtig flot kamp, blev det til et ærgerligt nederlag, der lige så godt kunne være gået den anden vej. På bordet ved siden af spillede Zune sin bedste kamp på dagen og vandt en meget flot 3-0 sejr over en af de lokale spillere. I semifinalen skulle Zune møde vinderen af Drenge 14 (og senere af Drenge 12), som han pressede i alle tre sæt, men det var alligevel en lidt for stor mundfuld. Zune fik en meget fortjent 3.-plads i rækken og med lidt mere held, havde Noah sluttet sig til ham på podiet.

Marcus havde fået sneget sig med i Herre Klasse 3 om eftermiddagen og fik hevet tre sejre hjem i puljen, hvor hans største modstander var en meget pernittengrynet dommer, der dømte mere strikt på Marcus’ server end dommerne til VM. Efter puljen trådte to af vores coachaspiranter, Freja og Noah M, til for at guide Marcus på hans vej til finalen. Der er ingen tvivl om at sejren tilfalder de to coaches, da Marcus kun tabte et enkelt sæt efter puljen og kunne indkassere en førstepræmie for rækken.

Efter Marcus’ finale blev der taget fællesbillede og ruten mod restaurant ”Den Gyldne Måge” blev lagt. Kl. 19 landede vi igen ved Brøndby Hallen, 12 timer efter vi tog derfra, men med spillere som har fået en god oplevelse til deres første udenlandske stævne.
Hele dagen bød på flot og koncentreret bordtennis fra alle spillere og det var tydeligt at alle havde taget lærdommen fra træningslokalet med ud i hallen. Vi håber at spillerne også har lært noget af at møde nogle udenlandske spillere, som de normalt ikke møder i kamp.

Til slut er det bare at sige tak for en god og hyggelig tur, som vi med stor glæde vil forsøge at gentage i fremtiden.

Billeder fra turen er allerede lagt på vores Facebook-side og kan ses her:
https://www.facebook.com/pg/brondbybordtennis/photos/?tab=album&album_id=874695452733096