Resultater KM Ungdom 2019

I lørdags d. 25 maj afholdt vi i Brøndby BC et internt klubmesterskab for de unge spillere. Der var stor tilslutning og hele 24 ungdomsspillere var klar til singleturnering – det største klubmesterskab de seneste 10 år. De var opdelt i tre rækker, A, B og C.

A-rækken
I A-rækken var der et puljespil, som skulle afgøre om man skulle i A- eller B-slutspil. I B-slutspillet stod finalen mellem Simon Í Soylu og Magnus Sachs. En kamp der bølgede frem og tilbage og skulle afgøres med mindst mulig margin, da Simon tog sejren med 12-10 i femte sæt. Lige så tæt skulle det blive i A-finalen, hvor “Store Noah (Mortensen)” mødte “Lille Noah (Ibrahim)”. Kampforløbet var dog af helt anden karakter, da Noah I kom bedst fra land og vandt de to første sæt, herefter kom Noah M tilbage på 2-2 inden femte sæt faldt ud til “Store Noahs” fordel, ligeledes 12-10 i femte, i en kamp som begge spillere havde stor ære i!

B-rækken
I B-rækken blev der spillet et pointstævneformat, altså alle mod alle. Maks Mortensen der har været ude med en brækket fod, stillede op med sin kæmpe skinne på benet, men det lod han sig ikke stoppe af. Maks vandt alle sine kampe og blev dermed klubmester i B-rækken, dog tæt forfulgt af Nikolaj Wirk, som kun tabte til Maks, endda med 11-9 femte sæt.

C-rækken
I C-rækken spillede de ligeledes pointstævne format i én stor 7-mands pulje. Alle i rækken kom på tavlen, med minimum en sejr og der var generelt utrolig god stemning blandt spillerne. To spillere stod på 5 sejre efter alle kampene var spillet, men da Alex Korsgaard havde slået Lasse Stauby i deres indbyrdes kamp, kunne han lade sig kåre som klubmester i C-rækken lige foran Lasse, som endte som en flot nummer 2!

Double
I doublerækken blev der foretaget lodtrækning, for at mikse de mere rutinerede spillere med dem som ikke har spillet lige så længe. Det endte ud med en masse sjove par, som gav nogle fede kampe og masser af godt humør. I finalen var det Noah I og Oscar Jacobi der var de stærkeste og vandt klubmesterskabet i double efter finalesejr over Emilie Wraa og Maks Mortensen.

Efter klubmesterskabet blev der spillet en stor fodboldkamp på de udendørs baner, hvorefter der var aftensmad til alle spillere og forældre. Menuen stod på byg selv-burger og pomfritter – en menu som mange af de unge var fint tilfreds med!
Tusind tak til de frivillige køkkenfolk, der sørgede for et meget fint aftensmåltid til 45 mennesker!

Afslutningsvis var der præmieoverrækkelse for de spillere, som havde vundet præmier ved klubmesterskabet samt uddeling af årets priser.

Tak for et helt fantastisk klubmesterskab! Vi håber I alle har nydt det lige så meget som vi har. Vi ses igen til næste år.

Se en masse billeder på vores Facebook-side