Medaljer ved finalestævne

Hvert år afholdes der et finalestævne i Valby Hallen for spillere, der i løbet af sæsonen har deltaget i pointstævner og holdkampe. I år deltog otte spillere fra Brøndby Bordtennis Club i finalestævnet og det lykkedes at få præmier med hjem for fire af dem.

Piger
Pigeholdet med Freja Nielsen og Emilie Wraa havde via en førsteplads i puljen kvalificeret sig til semifinalen i slutspillet. Her var modstanderen Amager, som overbevisende blev besejret med 3-0 i kampe og kun et enkelt sættab. I finalen stod Roskilde på den modsatte side af bordet, som Brøndby havde vundet over i to tætte holdkampe i puljespillet. Finalen skulle dog ikke blive nær så spændende som de indledende kampe. Først vandt Freja en hurtig kamp mod Zandra med 3-0 i sæt og derefter hev Emilie en flot sejr hjem mod Roskildes førstemand, Liv, med de samme cifre. Pigerne havde inden slutspillet trænet i at spille double, og det blev belønnet med endnu en sejr på 3-0. Brøndby kunne derfor kalde sig østdanske mestre i pigerækken efter en suveræn finale.
Udover guldmedaljen løb pigerne også med en præmie for deres placering på toplisten over flest vundne kampe; Freja som nr. 1 med 16 ud af 16 kampe og Emilie som nr. 3 med 11 af 16 kampe.

Pointstævnefinale
Brøndby havde i alt seks spillere med til pointstævnefinalen og to af dem kom hjem med en præmie: Noah Ibrahim med en 3.-plads i A-rækken og Christian Pedersen ligeledes med en 3.-plads i B-rækkens B-slutstpil. Maks Mortensen og Tino Bjerregaard nåede begge til 1/8-finalen i hhv. C-rækken og B-rækken, mens Magnus Sachs og Villas Christensen kom til kvartfinalen i B-slutspillet i hhv. A-Rækken og B-rækken.

Noah Ibrahim - Drenge A 3.-plads

Christian Pedersen - Drenge BB 3.-plads