Pigedivisionen fortsat med i bedste halvdel

Brøndbys bedste piger var søndag d. 28 oktober, til 2. samling af Pige ungdomsdivisionen. Her skulle man op imod flere af de bedste hold i rækken, så der var på forhånd lagt op til en masse tætte kampe.

Første kamp stod mellem Brøndby og Amager 1, som pigerne kender ganske godt fra flere tidligere møder til kampe og stævner. Brøndby havde selvfølgelig Freja Nielsen og Emilie Wraa på holdet. Amager stillede med Nikoline Kure og Ida Balk Møller.

Pigerne startede rigtig stærkt med at vinde de første to kampe inden doublen. Det skete ved, at Freja slog Nikoline med 3-1 og Emilie vandt over Ida med de samme cifre. Derfor var der mulighed for at lukke kampen tidligt, med en sejr i doublen. Doublen bølgede frem og tilbage, men det lykkedes pigerne at hive en sejr i land med 11-9 i afgørende sæt. Dermed var sejren sikret, men de sidste kampe skulle stadig spilles. I de sidste kampe taber Freja med 12-10 i femte sæt til Ida imens Emilie sætter et flot punktum på første kamp, ved at besejre Nikoline med 3-1.

Resultat: 4-1 til Brøndby!

Anden kamp var mod Triton, som stillede med søskendeparret Maja og Mille Hansen.

Emilie lagde ud med at vende et faretruende nederlag til en flot sejr, på 3-2, da hun var nede både 2-0 i sæt og havde 2 matchbolde imod sig i fjerde. Freja kæmpede også bravt, men måtte se sig slået af Maja med 3-1. I doublen spillede det aldrig rigtigt for Brøndbys piger og de måtte indkassere et nederlag på 3-1. Derfor skulle de sidste kampe vindes, hvis man skulle vinde holdkampen samlet. Pigerne gjorde hvad de kunne, da Freja besejrede Mille med 3-0, alt imens Emilie tabte i afgørende sæt til Maja.

Resultat 3-2 til Triton

Sidste kamp var mod Silkeborg, som indtil videre har set rigtig stærke ud i denne række. De stillede med Mille Stoffregen og Malene Dyrby Hansen.

Pigerne vidste godt, at de skulle kæmpe det bedste de havde lært, for at følge med i kampen. Desværre var det ikke helt nok i de første kampe. Freja tabte 3-0 til Mille, men fulgte rigtig pænt med i de sidste to sæt, som blev tabt med 13-11. Emilie kæmpede også flot, men måtte også se sig slået med 3-0 af Malene. Doublen skulle vindes, hvis der skulle holdes liv i håbet om point. Silkeborg skiftede Amalie Skulska ind i doublen til at spille med Mille. Det var måske ikke den bedste løsning, Brøndby kom i hvert fald på tavlen med en stærk double sejr på 3-0. Sidste runde og dagens sidste kampe endte for Emilie med et 3-0 nederlag til Mille, der stadig er ubesejret i rækken. På det andet bord fik Freja revanche fra DM og slog Malene med 3-1!

Resultat 3-2 Silkeborg

Alt i alt en godkendt dag på kontoret for pigerne, der dagen igennem kæmpede i alle kampe og virkelig fik vist noget godt spil frem! I stillingen ligger de efter 2. samling nummer 3 i rækken, hvilket må siges at være ganske imponerende!

www.brondbybordtennisclub.dk