Årets priser for ungdom 2018/2019

Her følger ungdomsformandens beretning for sæsonen 2018/2019:

Sæsonen 2018/2019 har været den mest aktive sæson i mange år for Brøndby Bordtennis Clubs ungdomsafdeling. Dette gælder både i forhold til træning, men også til stævner og holdkampe. Først og fremmest er vi meget tilfredse med den måde træningen har fungeret på i denne sæson. Vi trænere gør vores bedste for at opstille nogle gode rammer, men det er jer, som er ungdomsspillere i Brøndby, der har været med til at øge det niveau, både sportsligt og socialt. Dette er blevet gjort ved et fantastisk fremmøde for de nyere spillere i klubben samt de ældre spillere. Det er rigtig fedt, når lokalet er fyldt! Den energi, som I er med til at skabe, er helt klart noget vi håber på at kunne tage med ind til næste sæson og bygge videre på.

Brøndby BC har i år været her, der og alle vegne til stævner og i holdturneringen. 26 ungdomsspillere har i år været i kamp og ca. halvdelen har rundet 50 kampe, hvilket også beviser netop den store aktivitet, der har været.

Vi har i år haft 3 hold i holdturneringen og derudover et hav af pointstævnedeltagere. Holdene har klaret det over al forventning. I Junior B-rækken med Noah, Noah og Freja, var vi så suveræne at vinde alle holdkampe og have de to bedste spillere på toplisten. Det kan ikke gøres meget bedre. I Junior C-rækken med Zune, Simon, Magnus og Emilie klarede holdet det også ganske fremragende. En 2. plads med stor margin, hvor holdet kun tabte 2 kampe, begge til dem, som vandt rækken. Her var hele 3 spillere i top 10 på toplisten. Ganske imponerende stabilitet, som også var udslagsgivende i mange tætte kampe. Brøndby var i år også repræsenteret i Pigedivisionen med Emilie og Freja, hvor holdet kæmpede med i toppen hele vejen og kvalificerede sig til slutspillet, som kun de fire bedste hold var med i. Her endte det dog med en 4. plads lige udenfor medaljerne, men at komme med i slutspillet var absolut en stærk præstation!

I pointstævnerne har vi nærmest haft enevælde i vores kreds. Til de fleste stævner stillede vi op med flere spillere end alle de andre klubber tilsammen. Vi har været repræsenteret i alle aldre, hvilket beviser vores mangfoldighed her i Brøndby. Resultatmæssigt var vi også helt i top og vandt generelt mange rækker og mange kampe. Det resulterede også i, at det var Brøndbyspillere, som både blev nr. 1, 2 og 3 i det samlede pointstævneregnskab! Tillykke til Marco som vandt foran Oscar med Gustav på 3. pladsen. Utrolig suverænt!

Brøndby BC har også været utrolig godt repræsenteret til diverse stævner. Et af de store højdepunkter var vores klubtur til Odense stævnet, som er et af de største stævner i Danmark. Det er noget, som vi håber på at gentage med forhåbentlig endnu større tilslutning. Også til mindre stævner har vi været deltagende og rigtig mange går ofte hjem med en god præstation. Jeg har ikke tal på, hvor mange rækker, som er blevet vundet af en Brøndbyspiller i år. Og slet ikke hvor mange topplaceringer, der er blevet leveret. Det har været et rigtig flot år, hvad angår resultater. Vi i Brøndby BC har helt sikkert for øje at skabe resultater, men endnu mere at have fokus på det sociale og skabe et trygt miljø, hvor det er muligt for relationer at spire. Vi har i år oplevet en fed stemning og et fremragende kammeratskab.

Et af vores personlige højdepunkter var til vores eget stævne i Brøndby Hallen, hvor vi var utrolig talstærkt til stede både på og udenfor banen. Som Marcus også skrev på Facebook efter stævnet, var det imponerende at se den støtte I gav hinanden, og hvordan I for rundt for at coache eller heppe på jeres holdkammerater. Det var et bevis for mig på, hvor stærkt et fællesskab vi har her i Brøndby. Og det viser hvad det vil sige, at være en del af en klub, nemlig Brøndby Bordtennis Club.

Til klubmesterskabet blev også uddelt årets priser for ungdom. Priserne blev uddelt til følgende personer og med følgende begrundelser:

Årets Drengespiller:
Årets Drengespiller har i denne sæson taget sit niveau til helt nye højder. Dette er blevet gjort gennem mange træningstimer, masser af holdkampe, og ellers alt hvad der kan støves op af stævner – som regel med fuldt program. Årets spiller møder altid med et smil og vi kan ikke huske, at jeg har set ham i dårligt humør. Det smitter af både på os trænere, men også på holdkammeraterne omkring. Årets spiller er også en utrolig vigtig del af sociale liv i Brøndby, hvor han er en god kammerat for sine jævnaldrende og en god rollemodel for de yngre. Det er nogle værdier, som vi sætter stor pris på i Brøndby. Årets drengespiller er i år blevet dobbelt østdansk mester og har vundet 6 individuelle rækker til stævner. I holdturneringen var han en del af det juniorhold, der fejede alt modstand af banen, og det resulterede også i, at årets drengespiller vandt toplisten med 31 sejre i 33 kampe.

Årets drengespiller er Noah Mortensen

Årets Pigespiller:
Årets pigespiller er en af klubbens bedste ungdomsspillere og har igen i år haft en fremragende sæson. Først og fremmest skal hun roses for at være en fantastisk personlighed i Brøndby BC. Hun er utrolig hjælpsom, til at stole på og rigtig god til at tage sig af de yngre i klubben. Årets pigespillers positive væsen og rummelighed er sjældent set lige, hvilket både trænere og holdkammerater nyder godt af i den daglige træning. En række af meritter kan også nævnes i forbindelse med denne sæson hvor årets pigespiller har vist skræmmende stabilitet. Østdansk mester i både pige double og Drenge/pige mixdouble, nummer 6 til top 12 i pige, vinder af Ungdom Over 12 B holdturneringen med en 2. plads på toplisten (kun overgået af Noah M) med 29/30 i kampscore. Derudover flotte resultater til DM med en kvartfinale i Pige single og en bronzemedalje i Pige double samt en fjerdeplads i Pigedivisionen.

Årets pigespiller er for tredje år i træk, Freja Nielsen!

Årets overraskelse:
Årets overraskelse går ikke bare til en enkelt spiller i år, men til en gruppe, som har leveret en rigtig flot og stabil sæson. Det har de gjort inde ved bordet og vundet rigtig mange kampe både individuelt og som hold. Noget der skal fremhæves er også at de har været et godt eksempel på, hvordan godt kammeratskab kan være med til at bære et hold i de tætte kampe. Med 10 sejre, 2 uafgjorte og kun 2 nederlag i deres 14 kampe endte de med en sikker 2. plads i Ungdom over 12 C.

Årets overraskelse er Ungdom over 12 C-holdet bestående af Emilie Wraa, Simon Soylu, Zune Budal og Magnus Sachs!

Årets Fighter:
Årets fighter er startet til bordtennis i denne sæson og har igennem hele sæsonen hele tiden lagt på, både som spiller, men har også budt sig til i det sociale fællesskab. Årets fighter er valgt ud fra de kriterier, at man skal have god energi i træningslokalet og arbejde for at udvikle sig, samt at man skal gøre sit bedste til kamp uanset om man vinder eller taber. Til sidst skal man støtte op om sine holdkammerater og det er noget årets fighter også har bevist. Årets fighter har i år huseret i pointstævnerne med præstationer hvor der hele tiden har været pil op. Kulminationen på sæsonen kom til pointstævnefinalerne hvor årets fighter gik ubesejret gennem sin række og dermed kvalificerede sig til sit første DM.

Årets fighter er Sara Larsen!

Se alle tidligere uddelinger af årets priser i vores Hall of Fame.