Alle indlæg af Michael Ryding

Nominering til Årets Initiativ 2019

Brøndby Bordtennis Club er med vores initiativ “Bordtennis for demensramte og pårørende” blevet nomineret til Årets Initiativ 2019 i Brøndby Kommune.

Vi er blandt de 3 finalekandidater, der har mulighed for at vinde prisen, som bliver overrakt til Foreningsfesten Aktiv 2021 fredag den 27. marts (aflyst 2020).

Brøndby Bordtennis Club er certificeret “Demensvenlig forening” af Alzheimerforeningen samt DGI og arbejder sammen med Brøndby Kommunes demenskonsulenter.

Det er påvist, at bordtennis kan være med til at modvirke udviklingen af demens og Alzheimers, idet bordtennis aktiverer store dele af hjernen.

Der bliver afholdt bordtennistræning for demensramte og pårørende én søndag om måneden fra kl. 10-12.
De næste datoer er:

  • Søndag 29. marts
  • Søndag 19. april
  • Søndag 24. maj
  • Søndag 28. juni

Kontakt Per Madsen for mere info på:
permadsen59@hotmail.com eller 21 81 50 95

Resultater fra Top 12 og pointstævne

I weekenden den 25. og 26. januar blev der afholdt Top 12 i Hillerød og Albertslund var vært for sæsonens fjerde pointstævne.

Top 12
Ved Top 12 blev det til en samlet 11.-plads til Sara Mahmoud – én placering højere end hendes seedning. Hun var dog i flere omgange i fem sæt med de spillere, som blev placeret over hende, herunder rækkens nummer 5.

Emilie Wraa endte på en plads som nummer 8 ud af 9 med en enkelt sejr. Emilie tog også sæt fra flere af spillerne i Top 5 og havde flere sætbolde til at komme i femte sæt med rækkens nummer 2.

Bedst placerede ved Top 12 blev Freja Nielsen, der endte som nummer 5. Freja tabte en tæt kamp i femte sæt mod hende der blev nr. 3, hvor en sejr kunne have betydet, at Freja selv var blevet nr. 3.

Pointstævne
I alt 37 spillere deltog ved pointstævnet i Albertslund – 17 af dem var fra Brøndby.
Det blev til puljesejr til 3 Brøndbyspillere: Noah Andersen i Pulje 1, Hjalte Rolighed i Pulje 3 og Baran Hatipoglu i Pulje 5. Det var for øvrigt første stævne, som Baran deltog i.
I alt 33 Brøndbyspillere har nu deltaget i pointstævnerne.

Stor deltagelse ved stævner

86 % af alle Brøndbys medlemmer har i denne sæson deltaget ved stævner, holdkampe eller pointstævner. 93 % af alle ungdomsspillerne har spillet kampe.

Ud af de 74 spillere, som er registreret på ratinglisten, har 46 af dem spillet 20 kampe eller flere.
15 spillere har spillet mere end 50 kampe og 3 spillere har i denne sæson spillet over 100 kampe, mens flere spillere snuser til de 100 kampe.

I næste weekend er der pointstævne, og vi håber at endnu flere af vores nyeste spillere deltager.

Resultater fra ØM Ungdom og ØM Veteran

I weekenden blev der afholdt både ØM for Ungdom og ØM for Veteran i Taastrup. Læs herunder hvordan det gik for Brøndbys udsendte:

—————————————
ØM Ungdom
—————————————
Til ØM for Ungdom var Brøndby den klub, som havde næstflest deltagere med – i alt 25 spillere, kun overgået af Amager med 38 spillere.

Brøndbyspillerne kom hjem med i alt 31 medaljer:
• 7 guldmedaljer
• 13 sølvmedaljer
• 11 bronzemedaljer

Medaljerne blev fordelt på følgende rækker og spillere:

Herre U21B Single
• Sølv til Noah Mortensen

Dame Junior Elite Single
• Guld til Emilie Wraa

Herre Junior D Single
• Bronze til Victor Schmidt

Yngre Drenge Elite Single
• Sølv til Zune Budal

Yngre Pige B Single
• Bronze til Sara Mahmoud

Yngre Drenge E Single
• Guld til Mads Schmidt

Puslinge Drenge D Single
• Bronze til Alex Nielsen

Puslinge Pige Single
• Bronze til Chelinda Voong

Herre Junior Elite Double
• Bronze til Noah Mortensen (med Robin Gornitzka fra Amager)

Dame Junior B Double
• Guld til Emilie Wraa (med Ida Balk Møller fra Amager)

Herre Junior D Double
• Sølv til Victor Schmidt og Tobias Tagge

Drenge Elite Double
• Bronze til Noah Ibrahim (med Snorre Nielsen fra Amager)

Pige Elite Double
• Bronze til Freja Nielsen (med Ida Balk Møller fra Amager)

Drenge B Double
• Sølv til Marco Voong og Zune Budal

Yngre Pige Elite Double
• Sølv til Sara Mahmoud (med Emma Kirkelund fra Allerød)

Yngre Drenge B Double
• Guld til Marco Voong og Zune Budal

Yngre Drenge D Double
• Guld til Mads Schmidt og Magnus Wagner

Puslinge Drenge Elite Double
• Bronze til Maks Mortensen og Nikolaj Wirk

Puslinge Drenge D Double
• Sølv til Mads Schmidt og Magnus Wagner

Junior Mixed Double
• Sølv til Noah Mortensen og Freja Nielsen

Drenge/Pige Mixed Double
• Bronze til Noah Ibrahim og Freja Nielsen

Yngre Mixed Double
• Sølv til Sara Mahmoud og Marco Voong

Med den store medaljehøst blev Brøndby dermed den tredjemest vindende klub overgået af Amager og Virum.

—————————————
ØM Veteran
—————————————
Brøndby havde to spillere med:
• Mehdi Etehadpasand
• Kenn Hansen

Mehdi vandt guld i Veteran 60C Single samt sølv i Veteran 60C Double og Kenn vandt sølv i Veteran 50B Double.

Stort tillykke til både vores ungdoms- og seniorspillere!

Se billeder af vinderne her:
https://www.facebook.com/pg/brondbybordtennis/photos/?tab=album&album_id=1336106469925323

100 deltagere ved juleafslutning for ungdom

Historisk juleafslutning i Brøndby Bordtennis Club
– deltagerrekord med over 100 spillere, søskende og forældre

Onsdag den 18. december holdt vi den årlige juleafslutning for ungdom i Brøndby Bordtennis Club.
Sidste år havde vi rekordmange deltagere med 65 personer, men i år slog vi igen rekord med over 100 deltagere!

Traditionen tro blev der serveret æbleskiver, som vi i dagens anledning havde fået restauranten til at varme for os, da klubbens køkken ikke havde kapacitet til at varme 400 æbleskiver.

Der blev spillet masser af bordtennis og hygget (vi måtte sætte bordene op på en alternativ måde for at alle havde mulighed for at spille).

Tak for et hyggeligt arrangement til alle.

Vi glæder os til at se jer alle på den anden side af julen.

God jul

Håber vi ses til Vestegnen Julestævne den 28. og 29. december.

Husk der er træning kl. 17 i Stadionhal 1 (Den Røde Hal) fredag den 27. december, når bordene er sat op.

Vestegnen Julestævne 2019

Julen står for døren og derfor er det også snart blevet tid til vores andet stævne i denne sæson. Vi afholder Vestegnen Julestævne i weekenden den 28. og 29. december 2019.

Som sædvanlig er vi afhængige af hjælp fra forældre/søskende/bedsteforældre og spillere for at kunne afholde stævnet. Vi beder jer derfor om at melde ind, hvornår I kan være behjælpelige ved stævnet.
Det drejer sig om følgende arbejdsområder:
– Opsætning og nedtagning af borde/bander/net/dommerborde/bod (hhv. fredag eftermiddag og søndag aften)
– Kagebagning (meget vigtigt!)
– Hjælp ved dommerbordet (uddeling af kampsedler og lignende)

Derudover har vi også brug for et par hjælpende hænder i vores bod, som kan sørge for at lave toast, fransk hotdog, kaffe samt sælge slik, frugt, sodavand osv.

Husk at det er gratis for vores egne spillere at deltage, hvis de hjælper til ved stævnet.
Tilmelding som stævnemedhjælper kan ske her

Tilmelding til stævnet kan ske til trænerne.
Se stævneplakaten her

Der vil være træning for både ungdom og senior i Stadionhal 1 (Den Røde Hal) fra kl. 17:00, når bordene er sat op.

Succes ved første pointstævne på hjemmebane

Tusind tak for nogle rigtig gode timer til pointstævnet idag. Det er rigtig flot at se, hvordan sammenholdet i klubben vokser, og spillernes niveau ligeså!

Vinderne af de enkelte rækker i dag blev:

Pige: Sara Kjær Larsen (Brøndby BC)

A: Daniel Johansen (Brøndby BC)

B: Kian Colding (Brøndby BC)

C: Gustav S. Christensen (Brøndby BC)

D: Mads Schmidt (Brøndby BC)

E: Chelinda Voong (Brøndby BC)

Brøndby BC snupper alle rækkerne idag, og derudover var der også flere placeringer blandt de tre første.

Tusind tak til forældrene for jeres hjælp, bagning, dommerarbejde og opbakning!

Rigtig god weekend!

Billeder kan ses på vores Facebook-side her:
https://www.facebook.com/pg/brondbybordtennis/photos/?tab=album&album_id=1270896766446294

Pointstævnesæsonen skydes i gang

Lørdag den 9. november kl. 10 afholder Brøndby BC den første runde af pointstævnerne i Brøndbys lokaler.

Pointstævner er lokale stævner primært for nye spillere, og derfor kan alle Brøndby-spillere som træner på enten U12 eller Ungdom B deltage.
Det er gratis at deltage, da klubben dækker engangsgebyret, der er for at deltage.

Til første stævne vil man blive inddelt i grupper fra A-E alt efter deltagerantal og grupperne vil blive bestemt ud fra niveau og alder. De to øverst/nederst placerede spillere i hver pulje rykker hhv. et niveau op/ned til næste stævne.
Et stævne tager ca. 2-3 timer og man skal være i hallen min. 20-30 minutter før, så der er tid til indskrivning og opvarmning.

Pointstævnerne afholdes som et afsluttet stævne, dvs. der er præmier til vinderne af de enkelte puljer ved hvert pointstævne.
Der afholdes i alt 6 pointstævner i løbet af sæsonen. Brøndby BC er i samme kreds som Albertslund, B77 Rødovre, Greve og Solrød og vores spillere vil møde andre spillere fra disse fire klubber samt spillere fra egen klub.

Sæsonen afsluttes med et finalestævne i Valbyhallen hvor pointstævnespillere fra hele Sjælland deltager.

Datoer

Herunder fremgår datoerne for de 6 pointstævner samt finalestævnet.
Bemærk at Pointstævne nr. 3 evt. flyttes fra Brøndby til Greve.

  • Runde 1 – Lørdag 9. november kl. 10 (Brøndby Bordtennis Club)
  • Runde 2 – Lørdag 30. november kl. 10 (Brøndagerskolen, Albertslund)
  • Runde 3 – Lørdag 14. december kl. 10 (Greve Idrætscenter)
  • Runde 4 – Lørdag 25. januar kl. 10 (Brøndagerskolen, Albertslund)
  • Runde 5 – Søndag 23. februar kl. 11 (Rødovrehallen, Rødovre)
  • Runde 6 – Lørdag 21. marts kl. 10 (Brøndby Bordtennis Club)
  • Finalestævne – 18. og 19. april (i Valby Hallen)

Sidste sæson deltog mellem 10 og 15 spillere fra Brøndby ved pointstævnerne.
Denne sæson har vi et mål om at få endnu flere spillere med.

Husk at melde tilbage til trænerne om I har mulighed for at deltage.

Fredagstræning for seniorer

Som I nok har oplevet ved mandagstræningen, er der efterhånden kommet ret mange nye spillere til.
De sidste par gange har vi været 20+ spillere til træning om mandagen.

Vi vil derfor fremover åbne op for træning for seniorer fredag fra kl. 18:30.

Vi havde første fredagstræning i fredags, hvor 7 spillere dukkede op.
For nogle spillere vil fredagen formentlig passe bedre end mandagen. Vores håb er, at etableringen af en fredagstræning vil give lidt mere “luft” om mandagen, så der er færre spillere pr. bord.

Der vil selvfølgelig også være mulighed for at træne både mandag og fredag, hvis man skulle have lyst.

Jeg vil være til stede på fredag den 1. november og køre træning. Fremover vil jeg komme forbi en gang imellem, men som udgangspunkt vil det være fri træning.
Der er ungdomstræning frem til 18:30, så der vil også være åbent de dage, hvor jeg ikke har mulighed for at være der.

Det vil også være muligt at træne onsdage kl. 19:30, hvor der ikke er turneringskampe.
På grund af kampflytninger og juleafslutning for ungdom er næste turneringsfri onsdag dog først den 25. december og 1. januar.

Sportslige hilsner
Michael Ryding
Brøndby Bordtennis Club

Første holdkamprunde for ungdom

Søndag var dagen for de første holdkampe i ungdomsrækkerne.
Vi var så heldige at 3 af vores 4 hold spillede på hjemmebane, så der var fyldt med Brøndby-spillere i kælderen i dag.

Brøndby BC 1 mødte Brøndby BC 2 i Ungdom A over 12 år.
Selvom det endelige resultat vist 10-0 i Brøndby BC 1’s favør, var der stadig tætte kampe og intens energi.
Der blev udvist både glæde og frustrationer fra begge holds side – et godt tegn på at alle spillere virkelig gerne ville vinde i dag.

I den anden ende af hallen tog Brøndby BC 3 imod Gladsaxe i Ungdom C over 12 år.
Det blev en meget tæt affære. Før doublen var kampen helt lige 3-3 og det kunne derfor blive meget afgørende hvem der vandt doublen.
Magnus og Tobias viste storspil og hev en sejr hjem på 3-1. Derefter kunne Tobias og Oscar begge sørge for at vi fik mindst ét point med hjem. Begge modstandere var dog for svære, og vi var derfor bagud med 4-5 før Magnus skulle spille den sidste kamp.

Da kampen i Ungdom A på det tidspunkt var færdigspillet, var alle spillere samlet omkring Magnus’ bord for at heppe på ham.
Magnus havde 2-1 i sæt og 10-10 og derfra var Magnus nede med flere sætbolde indtil stillingen 12-13, hvor han snuppede tre bolde i streg og derved sørgede for et vigtigt point til Brøndby. 5-5 samlet stilling.

En rigtig flot præstation af alle spillerne i dag.
Kan alle spillerne udvise samme energi i de resterende kampe, tegner det til at blive en fantastisk sæson, som vi trænere vil se meget frem til!

Efter kampene var der fælles spisning og hygge i klublokalet for de tre hold.

Her er lidt billeder fra holdkampene:
https://www.facebook.com/pg/brondbybordtennis/photos/?tab=album&album_id=1259137434288894