Pointstævne 1 – 10 spillere fra Brøndby deltog

Første pointstævne i denne sæson blev søndag formiddag spillet i Brøndby! 10 spillere deltog fra Brøndby – og 2 puljesejre 🥇🥇 blev det også til 😎🏓

Marcus har skrevet om dagens forløb her:
Søndag d. 11 november klokken 10.00 startede pointstævnesæsonen nede i Brøndbys lokaler. Her skulle der dystes med andre spillere fra lokalområdet. Klubberne, udover Brøndby, var B 77, Solrød, Karlslunde, Greve, Albertslund som var samlet i kreds 3.
Brøndby stillede stærkt op med 10 deltagere:
Christian
Maks
Marco
Tobias
Sara
Oscar
Emil
Jacob
Nikolaj
Gustav

Et rigtig stærkt hold både ud fra deltagerantal og niveau samt en masse som var til deres første stævne. Desværre var de andre hold i kredsen, ikke lige så talstærkt repræsenteret til den første runde af Pointstævnesæsonen som man kunne have håbet. To spillere fra Greve og en enkelt fra Albertslund, havde fundet vej til Brøndby Hallen, hvilket vi var rigtig glade for, på en dag der meget vel kunne betegnes som et klubmesterskab.
Med 13 spillere i alt blev der oprettet to puljer, en A og en B pulje.
I A puljen var det fire Brøndby spillere og to spillere fra Greve, der skulle kæmpe om sejren. Der skulle derfor spilles fem kampe pr. mand i gruppen. Alle fra Brøndby vandt minimum en kamp i puljen, der også bød på en masse tætte kampe, som var meget lærerige for vores spillere. Puljen blev vundet af Maks Mortensen, der gjorde rent bord med fem sejre ud af fem mulige og besejrede Christian, der kun led et enkelt nederlag til netop Maks og snuppede derfor 2. pladsen. Det skal også nævnes at Marco spillede sit første stævne og endte på en flot 3. Plads. Det samme gjorde Tobias, der spillede en masse tætte kampe og også nappede en enkelt sejr undervejs. Flotte præstationer af alle drengene!

I B puljen var det næsten rent klubmesterskab hvor 6 ud af 7 spillere var fra Brøndby, krydret med Daniel fra Albertslund. 5 ud af 6 Brøndby spillere debuterede i pointstævne sammenhæng og fik samlet en masse erfaring og forståelse for hvordan man spiller kamp i bordtennis. Puljen blev vundet af Oscar Jacobi, der på flotteste vis vandt alle sine kampe. På 2. pladsen var dagens eneste pige, Sara, som bankede alle drengene, med undtagelse af Oscar! 3. pladsen gik til Emil, som kun tabte to kampe (til de ovennævnte). De sidste tre drenge i puljen, var Gustav, Jacob og Nikolaj der alle viste stor spillelyst og godt humør og pressede både hinanden og de andre i rækken med godt spil!

På en dag hvor det primært stod på interne kampe, er trænerne meget stolte over antallet af egne deltagere og spillernes niveau samt deres spilleglæde og kammeratskab. Dette er helt sikkert nogle værdier, som vi håber at bygge videre på!

www.brondbybordtennisclub.dk