Vestegnen overvintrer på 3. pladsen i 2. divisionen

Vestegnen var endnu engang i ilden d. 10 november i Grøndalscentret.
Her skulle man forsøge at holde sig inde i kampen om de øverste placeringer.
Denne gang var modstanderne Level og Dragør.
Vestegnen har stillet med det samme hold i de to tidligere samlinger, og de samme fire skulle igen forsøge at tage point med hjem til Vestegnen. De fire spillere på holdkortet var endnu engang: Mikkel Klint Stuhr, Patrick Skarsholm, Sebastian Borel og Marcus Gøgsig.

I første kamp skulle man op imod rækkens bundprop fra Level, som endnu havde sæsonens første sejr til gode. Til den opgave stillede de med: Søren Jacobsen, Kasper Gade, Klaus Gregersen og Julio Byager.
Vestegnen har været gode til at skabe et godt udgangspunkt med doublerne i denne sæson, hvilket også var tilfældet i denne kamp. Patrick og Mikkel lagde fra land med en sejr på 3-1 imod Søren og Klaus, som blev fulgt op af en 3-0 sejr til Sebastian og Marcus, der stod over for Kasper og Julio.
I den første single runde vandt Mikkel med 3-0 over Julio og Marcus med de samme cifre over Kasper. Patrick besejrede herefter Klaus, ligeledes med 3-0, inden Level kom på tavlen da Sebastian måtte se sig slået af Søren også med 3-0.

5-1 til Vestegnen

Anden single runde bød på lidt flere tætte kampe. Marcus startede dog med at slå Julio med 3-0, inden Mikkel vandt i sit yndlingssæt indtil videre i denne sæson, nemlig det femte og afgørende, imod Kasper. En enkelt sejr ville herefter være nok til at sikre sejren i holdkampen. Den sørgede Sebastian for, ved at slå Klaus med 3-0, dog måtte vi vente på Patricks kamp imod Søren, da den stod først på holdkamp sedlen. Patrick spillede en rigtig flot kamp, og vinder med 3-1 imod Søren. Hermed var 2 point sikret til kontoen!
Resultat: 8-1 til Vestegnen! (+ en sejr til Sebastian, som ikke talte i regnskabet)
I anden kamp skulle der dystes mod det stærke Dragør mandskab. De stillede i dagens anledning med: Thomas Jensen, Kim Høgsberg, Morten Holm Knudsen og Alexander Ghisalberti.

Doublerne blev delt med en til hver, da Thomas og Kim vandt over Mikkel og Patrick med 3-1 imens Marcus og Sebastian vandt med 11-8 i femte over Morten og Alexander.

Første single runde startede ud med to hårde kampe. Marcus blev kørt af bordet de to første sæt i mod Morten, inden kampen alligevel kom ud i et afgørende sæt. Her var der aldrig tvivl om udfaldet, da Morten vandt med 11-8. Sebastian kæmpede bravt, men måtte også strække gevær i afgørende sæt i kampen mod Kim. Patrick tabte med 3-0 til Thomas, inden Mikkel forsøgte at puste liv i kampen, da han besejrede Alexander med 3-0.
4-2 Dragør

Marcus og Sebastian spillede begge to fine kampe, men var oppe imod hård modstand, da de begge taber med 3-0 til henholdsvis Kim og Morten. Dermed var stillingen 6-2 til Dragør, og der skulle virkelig kæmpes for at komme tilbage. Dette var netop hvad Mikkel og Patrick præsterede. Mikkel tager en flot sejr med 3-1 over Thomas imens Patrick vinder med 3-0 mod Alexander. Stillingen var nu 6-4 til Dragør og minimum 3 sejre i sidste runde var påkrævet for at få point.

I den sidste runde kæmpede Mikkel, hvad han kunne, i sit 3-0 nederlag til Morten.

Herefter skulle der gøres rent bord for at sikre et enkelt point. Sebastian satte gang i håbet, da han spiller sin, indtil videre, bedste kamp i år og besejrer Thomas med 3-1. Patrick fortsatte sit fremragende spil og selvom Kim kommer tilbage fra 0-2, finder Patrick overskuddet og vinder 11-7 i femte! Marcus leverede en nervøs start imod Alexander, men kunne med god opbakning fra holdet alligevel sikre en komfortabel 3-1 sejr og dermed et hårdt tilkæmpet point!

Resultat: 7-7!

Dermed et flot punktum på en dag, hvor 3 point ud af 4 mulige helt sikkert var godkendt, og der blev spillet på et højt niveau i især den sidste kamp. Dette var også slut på den første halvsæson, hvor Vestegnen vil overvintre på en fin 3. plads, da man har dårligere score, men er på samme antal point som Dragør på 2. pladsen.

www.brondbybordtennisclub.dk