Årets priser ungdom og senior 2021

Årets fighter

Årets fighter er nærmest skabt til denne titel. Indbegrebet af hvad det vil sige at fighte, er altid at arbejde så hårdt som muligt og altid møde op. I disse discipliner er vores årets fighter helt i toppen og det er bare mega fedt at se den koncentration fra en spiller som også er så ung. Årets fighter har en meget moden tilgang til træning og kamp, som man ikke så ofte ser i hans alder. Og derudover er han med til at skabe en god ro på holdet. En virkelig nem pris at dele ud i år, og det siger meget om årets fighter.

Årets fighter er Nikolaj Wirk.

Årets unge spiller

Årets unge spille er kommet blæsende ud af lockdown med 200 i timen. Næsten alle hverdage er fyldt op med træninger, og selvom jeg nogle gange siger, at det er ok og holde pause, så er ikke noget der sker. Årets unge spiller møder op med masser af spilleglæde hver gang. Den energi smitter af på træningsrummet og mig selv. Det er dejligt at se en ung spiller have den glæde for spillet og for at blive bedre til bordtennis. Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at se årets unge spiller tage et nyt skridt næste sæson, som byder på større udfordringer i form af holdkamp og stævner.

Årets unge spiller er Zacharias Al-Moalem.

Årets hold

Årets hold var fuldstændige nye i holdkampsammenhæng og hvilken måde at komme ind på det niveau. Holdet var outstanding i de fleste kampe og endte på en stærk 2. plads med fire sejre og et nederlag. Tilmed var 3 af spillerne i top 10 på toplisten. Meget imponerende!

Årets hold er Ungdom B, under 12 år, bestående af Mads Schmidt, Gustav Christensen, Frederik Nielsen og Chelinda Voong.

Årets overraskelse for ungdom

Årets overraskelse forestiller jeg mig bliver rigtig overrasket over at vinde denne titel. Denne titel er jo ofte forbundet med en spiller, der har lavet nogle store resultater, man ikke havde regnet med. Men i år går den til en spiller, som har udviklet sin modenhed og sit ansvar for klubben. Årets overraskelse er nem at gå til, han lytter og forsøger sig ihærdigt med de råd han får. Det er med til at gøre ham til en bedre spiller. Men årets overraskelse har endnu mere at byde på, han er nemlig gået ind i trænerrollen for de yngste med godt gåpåmod, hvilket er beundringsværdigt. Årets overraskelse er kommet ud af lockdown med en ny modenhed og tilgang hvilket giver mulighed for udvikling.

Årets overraskelse er Victor Schmidt.

Årets pigespiller for ungdom

Årets pigespiller er altid fremme i skoene. Klar til kamp og klar til at give den gas. En vanvittig fed energi både ved og udenfor bordet. Årets pigespiller bliver ved med at blive bedre og lave overraskende sejre, og jeg er imponeret af årets pigespiller evne til at være proaktiv og gøre noget aktivt selv for at blive bedre. I år har jo været turbulent og det blev sæsonen med stævner og holdkampe. Men det lykkedes årets pigespiller at blive nr. 3 i U12 A sammen med sine holdkammerater, hvilket er super flot.

Årets pigespiller er Sara Mahmoud.

Årets drengespiller for ungdom

Årets spiller har taget nogle store skridt i denne sæson, på trods af der har været begrænset aktivitet. Der er kommet meget større fokus på udvikling og vi har fået et mere modent samarbejde op og køre. Jeg beundrer årets spiller udvikling fra at være en der tog tingene lidt mere med ro, til nu at være en af dem som sætter tempo i træningslokalet og altid er frisk på at spille lidt ekstra. Årets spiller har været en vigtig del af, at drengeligaholdet er kommet i slutspillet, som en sikker skanse med mange vundne singler og doubler. Det blev til et enkelt stævne lige i starten af året hvor der også var stor succes med en sejr i Drenge B-rækken.

Årets drengespiller er Zune Budal.

Årets overraskelse for senior

Årets overraskelse har været aktiv i træningslokalet og har vist stor interesse for at forbedre sit spil.
Spilleren har også bidraget med god stemning i træningslokalet.

Årets overraskelse har i både denne sæson og sidste sæson spillet på et af vores Serie 4-hold. Sidste sæson blev det kun til 2 sejre ud af 20 kampe, men i denne sæson har spilleren virkelig løftet sit niveau og havde før nedlukningen en score på 5 vundne kampe ud af 9 kampe.

Årets overraskelse for senior er Andreas Bonde.

Årets spiller for senior

Årets spiller har været meget stabil i træningslokalet i denne sæson – i den periode vi nu har haft mulighed for at træne.

Han har presset sig selv og sine holdkammerater hårdt til træning for at han selv og holdet kunne præstere bedre i deres holdkampsrække. Det endte da også med at holdet vandt rækken. Det har ligget lidt i luften, at holdet ville få en god placering, da de sidste to sæsoner også har budt på topplaceringer til holdet, og fordi holdet i år blev yderligere forstærket.

Selv blev årets spiller en flot nr. 2 på toplisten med 11 ud af 14 sejre, hvilket var medvirkende til at holdet som sagt blev nr. 1 i rækken og derved skal spille i 1. divisionen til næste sæson.

Årets spiller for senior er Mikkel Klint Stuhr.

Årets klubmand

Årets klubmand er en pris, som gives til en person, der enten medlem af klubben eller har tilknytning til klubben, som har gjort en ekstraordinær indsats for klubben.

I årenes løb har der været mange forskellige definitioner på hvad en ”ekstraordinær indsats” dækker over.

Det kan være en spiller, som kommer til træning hver gang med en positiv attitude og et smil, og som skaber glæde og god stemning i træningslokalet.

Det kan være en spiller eller forælder, som altid hjælper til i træningslokalet – fx ved at køre kinatræning eller samle bolde.

Det kan være en spiller eller træner, som gør en stor indsats ved at hjælpe og coache vores andre spillere til træning, holdkampe og til stævner.

Det kan være en forælder, som altid sørger for at transportere spillerne til stævner og til holdkampe.

Det kan være en forælder eller søskende, som altid bager kage til vores stævner eller sidder i boden hele weekenden.

Det kan være en spiller eller forælder, som generelt giver en hånd med i klubben – enten i eller uden for bestyrelsen.

Det lyder måske som om det er små og lidt ubetydelige ting, men det er ting, der når man lægger dem sammen, har en enorm betydning for os som klub.

Nogle gange er det de små ting, der afgør, hvem der bliver årets klubmand.

Andre gange kan én kæmpe ekstraordinær indsats være mere værd end alle de små tilsammen.

Den person, som bliver årets klubmand, har ikke alene én gang, men nu i to sæsoner i træk gjort en kæmpe indsats og sørget for at vi kan sidde så mange glade spillere, ledere, trænere og forældre sammen og hygge os over noget dejlig mad.

Årets klubmand er Lotte Jacobi. Og en stor tak til Lotte!