Årets spiller (ungdom)
Årets spiller for drenge har gået til bordtennis siden 2019. Her kom han ind som en lille fyr med dejligt gåpåmod og glæde for at røre bolden. Det har han holdt fast i gennem årene og udviklet sig til en spiller med et niveau i den nationale top. Han er vokset meget, fysisk, mentalt og er stille og roligt ved at blive en mand. Det er fantastisk at være en del af sådan en rejse, fordi for mig er han stadig bare en lille knægt.
Årets spiller har taget nogle store skridt i sin udvikling både naturlige, men også noget, som han er blevet presset til. Fordi presset er stort på den unge mand. Der er forventninger fra ham selv og fra alle rundt om ham. Og det kan være svært at leve op til. På dansk grund har det været en stor sæson. I Europa er han med for at lære og samle erfaringer. Af sejre kan nævnes Drenge Elite til Sisu stævnet og en flot titel som vinder af Youth Masters i U15. Det allerstørste pres kom for lidt over en måned siden til Ungdoms DM i Ribe. 3 stk. seedninger som nr. 1 skulle omsættes til metal – gerne af fineste karat. I double og mix var han godt hjulpet af stærke makkere i Sofie og Philip Kiel Jakobsen fra Virum. Her tog Zacharias guldet forholdsvis sikkert. I single blev det dog noget sværere, da vi kom langt bagud i finalen. Ved sætpausen og stillingen 0-3 får vi snakket, om at det ville være stort at lave comebacket foran hele bordtennisdanmark. Men ved 3-7 ligner det en fortjent titel til modstanderen. I sport kan der dog ske ting, som er lidt uforklarlige. Pludselig vendte alt på en tallerken og efter en fantastisk mental præstation kom Zacharias tilbage og vandt titlen.
Zacharias er dermed den første Drengespiller til at tage individuelt DM i Brøndby BC’s historie.
Så tak for den bedrift og oplevelse og tillykke til vores 3-dobbelte danmarksmester.
Årets drengespiller er Zacharias Al-Moalem.
Årets pigespiller (ungdom)
Årets pigespiller har i den grad gjort sig bemærket i Brøndbys ungdomsafdeling. Hun er flittigt trænende og er ved at opbygge den selvtillid og forståelse der skal til for at kunne tage det næste skridt. Men årets pigespiller bemærker sig yderligere ved at hjælpe med at udvikle fremtidens talenter og har været en stor del af teamet omkring U12-holdet. Det er rigtig afgørende for vores ungdomsafdeling, at vi også får nogle yngre kræfter at trække på og med gåpåmod og stærkt fremmøde. For som en god træner engang lærte mig: “En god træner, er en træner, der er i træningslokalet.”
Årets pigespiller har spillet i 1. division og formået at vinde 7 kampe. Især de sidste måneder af sæsonen har været rigtig gode med en meget flot 1/8-finale til DM og en flot sejr i holdturneringen til Youth Cup i Belgien.
Årets pigespiller er Anna Møller Christensen.
Årets overraskelse (ungdom)
Årets overraskelse har virkelig fyret den af i denne sæson. Og jeg vil sige, at jeg ikke kan kende noget som helst fra starten af sæsonen. Men det er ikke kommet let. Det her er en af de mest hårdtarbejdende spillere, jeg har set. Han sparer ikke sig selv i nogle facetter af træningen. Den flid betaler sig og har udmøntet sig i mange flotte præstationer og masser af turneringsbordtennis. 168 kampe – mest af alle i ungdomsafdelingen. En flot udtagelse og præstation ved top 12 for U13-spillere. Debuter og gode præstationer i Drengeligaen og Serie 2 og et fantastisk ØM, hvor han sikrede klubben hele 5 medaljer.
Årets overraskelse er Sebastian Wirk.
Årets fighter (drenge)
Årets fighter for drengene går til en, som har fundet glæden ved bordtennis og lægger sin store energi ind i sin træning og sine kampe, hvilket har gjort han har haft en flot udvikling over sæsonen. Han har spillet 113 kampe og været i top 3 i rækker ved 5 forskellige stævner. Han er også en vigtig spiller i træningslokalet, hvor man kan stole på koncentrerede indsatser og så er han rigtig god til også at få sine kammerater med og støtte ude til kamp. Det er nogle værdier vi sætter stor pris på.
Årets fighter for drenge er Liam Nagel.
Årets fighter (pige)
Årets fighter for pigerne er en pige som stille og roligt kæmper sig op mod toppen. Hun har spillet i ca. 5 år og har egentlig altid haft et fornuftigt udgangspunkt, men først i år er virkelig brudt igennem med modenhed i sin træningsindsats og en vilje til at rykke fremad. Hun er rolig af sind, men kan sagtens sætte den i gear, når der er behov for det og er med sin aggressive spillestil en hård modstander. Årets fighter for pigerne vinder prisen for sin stabile og opadgående træningsindsats og for sin fantastiske præstation til DM hvor hun vandt sølv i mixdouble ved at lave comeback fra 0-2 i både kvartfinale og semifinale med sin stærke makker Philip Kiel Jakobsen fra Virum. En præstation hvor hun holdt hovedet koldt og gjorde hvad der skulle til, når det gjaldt.
Årets fighter for piger er Lucia Thi Ha.
Årets unge spiller
Årets unge spiller har haft en rigtig god fremgang i denne sæson. Det er klart, at det er en ung gut, som kun lige er gået i gang med at lære. Men han suger til sig, giver den en skalle og der er aldrig noget brok, heller ikke hvis der skal køres fysiske øvelser. Det er en god træningsforudsætning, at have i så ung en alder og altså både kan tåle og kan lide træning. Det har også betydet, at han her til foråret har øget sin træningsmængde endnu mere og har allerede høstet lidt af de frugter med en flot turneringssejr ved Vestegnen Sommerstævne. Derudover vandt han også to medaljer ved ØM – bronze i double og sølv i mixdouble.
Årets unge spiller er Kosmo Svensson.
Årets hold
Årets hold har udmærket sig ved at have en god stamme af spillere, som har bidraget til holdets succes. Hele 5 spillere blandt de 12 bedste på toplisten var rigeligt til en suveræn førsteplads i deres ungdomsrække i foråret. 7 sejre og 2 uafgjorte i 9 kampe og en overbevisende score på 63-27.
Årets hold er U19 C med Tristan Weuder, Victoria Brandt, Dani Agic, Bertil Hyllekvist og Philip Weien Andersen.
Årets Maks (Årets kammerat)
Vi har i år en ny pris vi skal sætte i søen og det er der flere grunde til. I flere år har vi manglet at kunne hylde det særlige i kammeratskabet – et grundelement for en forening og noget som vi sætter meget højt. Derfor vil vi for første gang kåre en vinder i denne kategori og lidt specielt, så er det en spiller som har valgt at stoppe i klubben efter 10 år i ungdomsafdelingen.
Det, som du har stået for, fortjener en stor anerkendelse fra klubbens og min side. Én ting er, at du har været en dygtig bordtennisspiller, men din største styrke har altid været dit behagelige væsen, som vi alle sammen trives omkring. Den måde du har bakket dine kammerater op på og altid undt andre succes. Det er sjældne egenskaber i en dreng. Mit mål som ungdomsformand er at skabe en kultur og at skabe en historie, som vil leve videre. Og jeg vil gerne have din historie til at leve videre og derfor uddeler vi denne pris, som er bygget på et princip for årets kammerat, men i vores forening hedder Årets Maks, som en hyldest til dig for alt det du har gjort og været i denne ungdomsafdeling. Det er noget helt særligt og du vil blive savnet i den grad, men som du kan se så vil din ånd leve videre i fremtiden.
Årets Maks er Maks Spuur.
Årets overraskelse (senior)
Årets overraskelse er en person, som gør meget for at samle spillerne i seniorafdelingen. Personen har blandt andet været meget aktiv i forsøget på at få flere af vores egne spillere med til stævner – enten ved opslag på vores Facebook-side eller ved at sørge for der altid hænger en indbydelse til de kommende stævner i klubben.
Selv har årets overraskelse deltaget i diverse stævner og været med som fast spiller på det ene af vores Serie 3-hold. Hun har også stillet op, når vi har haft brug for hende på vores hold i 1. division dame.
Af større resultater i sæsonen kan nævnes guldmedalje i Dame Klasse 2 single og sølvmedalje i Herre Klasse 6 double ved ØM.
Årets overraskelse er Mette Brandt.
Årets spiller (senior)
Årets spiller er en meget social person, som er med til at give et godt miljø i klubben og bliver af klubkammeraterne beskrevet som en rar og hyggelig person at være sammen med. Det er sjældent, at årets spiller misser en træning og personen medbringer altid sit gode humør.
Årets spiller har i denne sæson været en vigtig spiller på det Serie 4-hold, som i denne sæson vandt deres pulje og rykkede op i Serie 3. Her vandt han 37 kampe ud af 48 og blev nr. 2 på toplisten.
Kampmæssigt har årets spiller været klubbens mest aktive i denne sæson med 192 spillede kampe i skrivende stund og et klart mål om at nå 200 kampe inden sæsonens udgang. Da der både er et stævne i Hillerød og Brøndby tilbage, kommer årets spiller helt sikkert til at nå sit store sæsonmål.
Årets spiller er Leslie Olivier.
Årets klubmand
Det varierer fra år til år om årets klubmand bliver uddelt til en spiller, en træner, en leder eller et familiemedlem til en spiller.
De seneste par år har det hørt til sjældenhederne, at prisen er blevet uddelt til en spiller, men det har vi valgt, at den skal gøre i år.
Årets klubmand er nemlig altid hjælpsom hvad enten der skal gøres klar i hallen til stævnerne eller fikses noget materiel i træningslokalet eller til vores stævner.
Årets klubmand har også været utrolig vigtig for vores Serie 2-hold – både som spiller, men også som chauffør, når han har transporteret alle vores unge spillere frem og tilbage.
Ud over at have haft næsten fuldt program i sin egen række, har han også stillet op som reserve i næsten halvdelen af holdkampene i Serie 1.
Det er vist indbegrebet af en klubmand.
Årets klubmand er Per Jørgensen.