Formandens beretning 2019/2020

Afslutningen af sidste sæson var ikke helt som vi havde håbet. Vi er gået glip af de sædvanlige arrangementer i en lang periode. Klubmesterskaber og afsluttende kampe. I dag har vi så kunnet starte den nye sæson med sidste års klubmesterskaber og uddeling af årets priser. Jeg håber vi i 2020/2021 kan få en lige så god start som vi fik ved sidste sæsonstart.

Senior

Da holdkampsæsonen gik i gang sidste sæson havde vi kun et enkelt hold i Serie 3 og Serie 4. Der var typisk aldrig mere end 4-5 seniorspillere til træning om mandagen. Nogle dage var træningen endda helt aflyst. På samme tid af året i denne sæson havde vi så mange spillere i træningslokalet, at der knap nok var plads til dem alle – nogle gange var vi 25 spillere mandag aften. Derfor oprettede vi et ekstra træningshold fredag eftermiddag for seniorspillerne. Fredagstræningen har været ret stabil med mellem 5 og 8 seniorspillere hver gang. Det ekstra træningshold hjalp også med at tage presset lidt af mandagstræningen.

På holdkampsiden var vi i tvivl om hvor mange hold vi havde mulighed for at oprette, da de fleste af kandidaterne var helt nye. Vi besluttede os for at forsøge med to ekstra hold i Serie 4 og et enkelt hold i Serie 2, som derved blev Brøndbys nye førstehold.

Serie 2-holdet med Saro, Allan, Bøje og Noah Mortensen blev suveræne vinder af deres kreds med kun et enkelt, tæt nederlag. Saro og Allan indtog hhv. første- og andenpladsen på toplisten (45 af 51 og 44 af 51 kampe), mens Bøje og Noah endte som hhv. nr. 6 og 10. En flot præstation af Noah i hans første sæson på et seniorhold.

Serie 3-holdet med Kenn, Tamim, Patrick, Xuesong og Yao endte som nr. 9 i rækken. Kenn blev nr. 10 på toplisten.

I Serie 4 havde vi hele tre hold:
Brøndby BC 3 med Per, Ronny, Andreas, Armin og Knud, som desværre måtte melde fra på grund af skade. Holdet blev nr. 8 i rækken og Per blev nr. 4 på toplisten med 36 af 42 kampe.

Brøndby BC 4 bestod af Luc, Phu, Duc, Tan og Frederik. Alle spillerne havde deres første sæson som faste spillere på et hold. Holdet endte på rækkens samlede andenplads. Duc og Frederik blev næsthøjest og tredjehøjest placerede på toplisten med kun 2 og 5 nederlag ud af 33 kampe. Tan endte lidt længere nede af listen som nr. 11, men med kun 5 nederlag.

Brøndby BC 5 var også et hold næsten udelukkende med nye spillere – Mogens, Morten og Azad. Sidste mand på holdet var Mehdi, som skiftede til Brøndby i starten af sæsonen. Mehdi blev bedste mand på toplisten som nr. 7. Samlet endte holdet på en 8.-plads.

Vi fik desværre ikke lov til at spille kredskampe før der blev lukket ned for holdkampsæsonen, men jeg er sikker på at både Serie 4-holdet og Serie 2-holdet havde en rimelig chance for at nå langt. Serie 2-holdet var måske endda topfavorit til den samlede sejr.

På baggrund af slutstillingerne betyder det også at Serie 2-holdet rykker op, således at vi til næste år igen har et hold i Serie 1.
Andenpladsen for Serie 4-holdet udløste desværre ikke en direkte billet til næste års Serie 3, men der er mulighed for at søge om en plads, hvis vi har kapacitet nok til et ekstra hold i Serie 3.

Ud over aktiviteter på holdkampfronten har vi også haft en hel del arrangementer på seniorsiden. Det er længe siden der har været så meget aktivitet på denne front.

Lørdagsturnering med smørrebrød
I oktober måned afholdt vi en træningsturnering, som blev afsluttet med smørrebrød. I alt 16 spillere deltog og der var lidt præmier til vinderne.

Julefrokost
Traditionen tro holdt vi julefrokost for seniorerne i december måned. Der blev spillet turnering med papskiver og chokoladenisser og afsluttet med fælles frokost, hvor vi hver især medbragte en ret.
En speciel tak til Per og Morten Lærkedal for et fremragende arrangement.

Doubleturnering
Som afslutning på første halvsæson afholdt vi en doubleturnering i forlængelse af doubleturneringen for ungdom. Også her var der stor tilslutning fra seniorerne.

ØM 2-mandshold
I starten af januar arrangerede vi en decideret klubtur til Allerød for at deltage i ØM for 2-mandshold. Vi sluttede af med fælles spisning på den lokale kinesiske.

Resultater fra stævner
Generelt har der været stor deltagelse ved stævner på seniorsiden. For at nævne et par resultater:

Ved ØM Senior vandt vi seks medaljer:
• Frederik blev nr. 2 i Herre Klasse 5 Single
• Marcus og Freja blev østdanske mestre i Elite Mixdouble
• Freja blev nr. 3 i Dame Elite Double og nr. 2 i Dame Elite Single
• Allan blev nr. 3 i Klasse 3 Herredouble

Ved ØM Veteran vandt vi tre medaljer:
• Mehdi vandt guld i Veteran 60C Single samt sølv i Veteran 60C Double
• Kenn vandt sølv i Veteran 50B Double

Bordtennis for ”mennesker med demens og deres pårørende”

Sidste år startede Brøndby Bordtennis Club et ny tiltag som Per har stået for. ”Bordtennis for mennesker med demens og deres pårørende”. Tilbuddet sker i tæt samarbejde med Brøndby Kommune.

Inden Corona-pausen tilbød vi i løbet af sæsonen aktiviteten 5 søndage. Der har i alt været 8 deltagere + pårørende. Der bliver spillet bordtennis og hygget.

Målet for klubben er udover at det er et rigtigt godt og udbytterigt tilbud for deltagerne at ramme en ny målgruppe, eventuelt nye medlemmer samt at åbne klubben op, at sikre en synliggørelse og profilering af klubben og vise et socialt ansvar.

Tilbuddet er blevet nomineret til Årets Initiativ 2020 i Brøndby Kommune. Der er 3 nominerede, og prisen vil blive uddelt ved ”Foreningsfesten”, Brøndby Kommunes arrangement for frivillige. Idet ”Foreningsfesten 2020” er blevet aflyst, uddeles priserne ved ”Foreningsfesten 2021”

For den kommende sæson 2020/2021 tilbyder vi aktiviteten 10 søndage.

BAT 60+

Per har også startet bordtennis for pensionister. Det kører godt hver onsdag formiddag, der kommer løbende nye deltagere til. I løbet af sæsonen har i alt 20 deltagere været med regelmæssigt.

Inden sæsonstart har klubben meldt sig til Åbent hus for BAT60+ og har til det arrangement fået tilskud fra DIF og DGI. Tilskuddet går til nye bat, annonce og kaffe, kage m.m.

Ungdom

Vi har i år haft langt mere aktivitet i ungdomsafdelingen, end de sidste ti år. Det har været en fornøjelse at følge. En stor indsats af trænerteamet. Træningerne er næsten all helt fyldte, og det er en fornøjelse. Vi lavede tidligere på sæsonen et nyt hold. Ungdom B og det hold har helt klart givet en ekstra dimension imellem begynder og øvede spillere. Vi håber, at kunne videreføre de tre træningshold til næste sæson.

Vi har i år domineret pointstævnerne i høj grad. 4 ud af 5 afdelinger blev vundet af Brøndbyspillere og vi fyldte generelt mere end halvdelen af bordene ud. Vi har også været let genkendelige i vores blå trøjer, som flittigt er blevet benyttet. I den samlede stilling endte tre Brøndby drenge på de tre øverste pladser med Noah Andersen som vinder og Daniel Johannsen og Gustav Christensen på henholdsvis 2.- og 3.-pladsen.

Vi har i år været stærkt repræsenteret i holdturneringen. Vi starter hos de unge på vores yngre drenge A hold, som sluttede på en fin 5. plads i en række hvor de er to år yngre end de fleste af deres modstandere. Godt gået af Maks Mortensen, Nikolaj Wirk og Andreas Kongsdal.

I juniorrækkerne havde vi tre hold med. 3.-holdet startede en anelse langsomt, men fik virkelig vendt skuden i den sidste del af sæsonen og fik spillet sig helt op på 3. pladsen. Stort tillykke til Magnus Sachs, Victor Schmidt, Tobias Tagge og Oscar Jacobi.

2. holdet spillede i A-rækken og gjorde en rigtig god figur i en svær række og endte som nummer 5. Godt kæmpet hele vejen af Marco Voong, Zune Budal, Emilie Wraa og Simon Í Soylu.

Førsteholdet var meget suveræne og vandt 9 ud af 10 kampe og så tænker man jo, at det må være rigeligt til at vinde rækken, men desværre blev det til en 2. plads, da Virum havde to bedre i kampscore. Stadigvæk en helt suveræn præstation af Freja Nielsen og Noah Mortensen med hjælp fra Amagers Robin Gornitzka.

Vores pigehold i pigedivisionen lå sommer nr. 2 med 7 sejre i 8 kampe og var på vej mod DM-slutspillet og kæmpe om medaljerne. Sådan skulle det jo desværre ikke gå. Men stabil præstation af Freja og Emilie som altid, og tak for hjælpen til Sara Larsen og Sara Mahmoud, der hjalp som reserver. Vi er meget stolte af denne sæson og vores hold og selvfølgelig ærgerlige over at sæsonen endte brat.

Anders Ravn
Brøndby Bordtennis Club