Alle indlæg af Michael Ryding

Juleafslutning – Mandag den 21. december kl. 18:30

JULEAFSLUTNING

Mandag den 21. december 2015 kl. 18.30

Alle klubbens medlemmer, forældre, søskende, bedsteforældre m.fl. indbydes til juleafslutning i klubbens lokaler.

Klubben byder på gløgg, æbleskiver, brunkager, kaffe/te og kolde drikke.

Der bliver også mulighed for at snakke, hygge, spille lidt bordtennis og ønske hinanden en god jul.

Det er gratis at deltage for alle.

Tilmelding: pr. mail til permadsen59@hotmail.com senest fredag den 18. december.

Vestegnens Julestævne

I weekenden den 19. og 20. december afholder Vestegnens Bordtennisklub (sammenslutning mellem Brøndby og Greves bordtennisklubber) et julestævne i Stadionhal 1 (den røde hal ved siden af Brøndby Hallen).

Stævnet er især velegnet til begyndere og øvede hvorfor vi håber på at se en masse af vores egne spillere deltage.

For at stævnet kan køre optimalt kræver det også hjælp fra frivillige i klubben.
Et af de vigtigste steder vi har brug for hjælp, er i vores bod, hvor vi sælger alt fra kage og sodavand til grillpølser og sandwich.
Er der en forælder eller spiller, som ønsker at donere en kage til vores bod, tager vi gerne imod denne.
Hele overskuddet går nemlig til at videreudvikle vores unge spillere.

På stævneplakaten kan man se hvilke rækker, man kan stille op i. Er man i tvivl, kan man kontakte sin træner.
Stævneplakat

Resultater fra pointstævne og pointjagt

I sidste weekend afholdt Brøndby sæsonens første pointjagt og pointstævne.
Vi havde 8 spillere med til pointstævnet og 2 spillere med til pointjagten.

I pointjagten var Noah Mortensen og Mikkel Elkjær kommet i en meget svær pulje, hvor Noah fik en enkelt sejr over Mikkel.

Til pointstævnet vandt en Brøndbyspiller 3 ud af de 5 rækker og mange af spillerne klarede sig rigtig godt i de andre puljer:
Tim Bischoff vandt E-rækken på indbyrdes kampe over en Grevespiller.
Deniz Abraimov blev nummer 1 i D-rækken.
I C-rækken tog Brøndbyerne sig af både første- og andenpladsen med henholdsvis William Wulff-Hansen og Jonas Petersen.
Den bedste række til pointstævnet, A-rækken, blev vundet af en flot spillende Simon I’Soylu.
På billedet ses Simon med sin præmie.

Vi havde en håndfuld medaljer til overs fra da vi holdt bordtennisopvisning i Glostrup Shoppingcenter og de blev derfor delt ud til alle til stor glæde for spillerne, der alle kom hjem med en præmie.

Simon I’Soylu – Vinder af A-rækken

Resultater fra DT-samling søndag 29. november

Søndagens hjemmebanekampe endte med to sejre og en uafgjort, idet Stigadivisionen skrabede deres første point sammen i dagens kamp mod Amager.

1. divisionen tog en stilfuld sejr over topholdet fra Brønshøj med cifrene 8-4. Udeholdets førstemand, Kasper Schübeler, måtte gå slukøret hjem med tre tunge nederlag.
En flot skalp til Ricki Krog, Christian Brüsch og Oliver Petersen.

2. divisionens 8-6 sejr over Nyråd/Frem betyder, at de lige netop kravler over nedrykningsstregen. Sejren kom i hus ved to meget vigtige doublesejre. Det er første gang i denne sæson, at 2. divisionen har vundet begge doubler.

I tipskonkurrencen løb Anders Ravn med champagnen, eftersom han var bedst sammenlagt i vores to tipskonkurrencer.
Ricki Krog snuppede en chokoladejulekalender i Tips 13, da han tippede 9 rigtige.
Lotte Behrndtz tog en fortjent førsteplads i konkurrencen om at gætte antal vundne bolde. Hun var med sit gæt på 1230 kun en enkelt bold fra det rigtige svar på 1229. Meget flot skudt!

Vi siger tak for endnu et godt arrangement, og håber vi ses igen den 24. januar, når vi har sæsonens sidste store DT-samling.

Vi ses forhåbentlig også den 19-20. december, når vi holder julestævne i Den Røde Hal.

Korrekt tipskupon
Alle kampresultater fra Stigadivisionen
Alle kampresultater fra 1. divisionen
Alle kampresultater fra 2. divisionen

Sæsonens første pointstævne og pointjagt

Lørdag den 21. november afvikles sæsonens første stævner.
De første stævner afvikles i vores lokaler i Brøndbyhallen.
Vi vil inden de to stævner starter, opdele alle spillere efter niveau og alder i de to stævneformer.

Vi starter kl. 10.00, ønsker du at være med, skal du blot møde op og tilmelde dig senest kl. 9.30.
Vi forventer at være færdige med stævnerne kl. ca. 14.00.
Der spilles i puljer med 5-7 spillere, der spiller alle mod alle, vi forsøger at lave puljerne, så der bliver så mange jævnbyrdige kampe som muligt.
Det koster i alt henholdsvis 75,00 kr. for Pointstævne og 100,00 kr. for Pointjagt at deltage i hele sæsonens stævnerække.
Beløbet kan betales i forbindelse med stævnerne i Brøndby den 21. november/bliver opkrævet efterfølgende.

Yderligere oplysninger: Hos Per, pr. mail permadsen59@hotmail.com eller pr. tlf. 21 81 50 95

Har man stadig skrabelodder fra Diabetesforeningen eller penge, man endnu ikke har afleveret, må man meget gerne tage dem med på lørdag!

Kommende stævner:
Pointstævne
Lørdag den 5. december kl. 10 i Karlslundehallerne
Søndag den 3. januar kl. 10 i Greve Idræts Center
Lørdag den 23. januar kl. 11 i Rødovrehallen
Søndag den 28. februar kl. 10 på Brøndagerskolen, Albertslund
Lørdag den 19. marts kl. 10 i Greve Idræts Center
Pointjagt
Lørdag den 5. december kl. 10 i Greve Idræts Center
Søndag den 3. januar kl. 12 i Greve Idræts Center
Søndag den 24. januar kl. 10 på Brøndagerskolen, Albertslund
Søndag den 27. februar kl. 10 i Karlslundehallerne
Lørdag den 19. marts kl. 10 i Brøndbyhallen

Vind præmier på søndag

Husk at det er nu på søndag, at Stigadivisionen, 1. divisionen, 2. divisionen og Pigedivisionen spiller samtidig på hjemmebane.
Til de fremmødte vil der være mulighed for at vinde fine præmier i vores Tips 13-konkurrence og i Superpuljen, hvor det gælder om at være den bedste til at tippe på dagens resultater.
Se allerede tipskuponen her og gør klar til at sætte krydserne til på søndag.
Vi ses!

Klik for at forstørre:

4 kampe på hjemmebane – Kom og støt os

Den 15. november kl. 14:00 spiller Vestegnen 4 kampe på hjemmebane:

  • Stigadivision
    • Består af Jesper Dahl, Fan Gao, Mikkel Klint Stuhr og Viktor Frederiksson
  • 1. division
    • Består af Ricki Krog, Christian Brüsch, Oliver Petersen, Christian Ryding og Michael Ryding
  • 2. division
    • Består af Sebastian Borel, Lasse Haahr Petersen, Marcus Gøgsig, Emil Behrndtz, Mads Lund Petersen og Mikkel Emborg
  • Pigedivision
    • Består af Alberte Holck Christensen og Kamilla Petersen

Kom og se en masse gode bordtenniskampe og støt vores hold.
Tag endelig familie og venner med, så vi kan skabe en god stemning i hallen.
Kampene spilles alle i Stadionhal 1 (den røde hal).
Der vil blive serveret varm mad og kolde drikke til en billig pris.
Der er selvfølgelig gratis entré!

Overbevisende sejr til Yngre Drenge Østserien

Onsdag aften spillede vores hold i Yngre Drenge Østserien kamp mod Amager på udebane. Holdet består af Mikkel Weinkouff (Brøndby) og Nicklas Boldt, Malthe Hansen og Rasmus Birk (alle Greve). Rasmus sad over på grund af en skade i håndleddet.
Amager stillede med David Lund Heinig, Lucas Buch og Ann-Christine Rosager Christensen.
Amager lå inden kampen på en tredjeplads og er favoritter til at kæmpe med om medaljerne. Greve lå med to sejre på en førsteplads og skulle forsøge at forsvare den flotte placering.

I første kamp mødte Mikkel David, der ligger nr. 3 i puslinge drenge. Mikkel kommer foran 10-5 ved stillingen 1-1 i sæt, men er tydeligt nervøs og misser alle sine fem sætbolde. Herefter har han et par uheldige bolde og taber sættet 14-12. I fjerde sæt kom han aldrig helt med og taber en kamp, som han med lidt mere held kunne have vundet.

Nicklas vandt rimelig sikkert over Lucas på trods af at han smed et enkelt sæt.

Det var tydeligt, at Malthe ikke havde lyst til at tabe til en pige. Ann-Christine, også kaldet AC, spillede lige op med Malthe i duellerne, var Malthe på flere tidspunkter i problemer og man kunne fornemme nervøsitet hos Malthe, der efter at have været foran 2-0 smed tredje sæt og var ved at tabe fjerde sæt også. Et par gode server reddede ham dog i slutningen af sættet.

Greve var foran 2-1 i kampe.

Mikkel spillede endnu en tæt kamp, denne gang mod Lucas. Desværre var Mikkel i perioder for utålmodig efter at afgøre bolden og det betød et nederlag på 1-3.

Malthe spillede noget af det bedste han nogensinde har spillet og slog David 3-0 i en kamp, hvor alle sæt endte med to overskydende point. En vigtig sejr, der kunne komme til at betyde meget i slutningen af kampen.

Nicklas gjorde kort proces med Ann-Christine, der havde svært ved at tage Nicklas’ skruede forhåndsloop og gjorde det til 4-2 i den samlede stilling.

I doublen spillede Malthe og Nicklas mod David og Lucas, og her kom de overbevisende foran 2-0 i sæt. Men pludselig ramte nervøsiteten Greve-drengene igen og pludselig stod den 2-2. Ved 2-3 i femte tog Dan time out og fik nerverne ned igen. I en ren gyserafslutning kæmpede drengene sig til en sejr på 11-9 i afgørende sæt, som betød en føring på 5-2.

Igen spillede Malthe sit livs kamp mod Lucas. De skiftedes hele tiden til at presse hinanden ud i banden og mange af duellerne gik over mere end 20 gange. Malthe vandt første sæt 13-11 og derfra havde han helt styr på kampen. 3-0 endte kampen. Endnu en god skalp til Malthe, der ligger væsentlig længere nede på ranglisten end både David og Lucas.

Mikkel tabte et sæt til Ann-Christine på grund af nervøsiteten. På trods af at AC ligger langt under alle drengene på ranglisten, bed hun fra sig og gav drengene kamp til stregen. I mange af duellerne manglede hun dog lige det sidste for at kunne afgøre dem. Det betød, at Mikkel kunne tage sin første sejr og Greves syvende.

Nicklas vandt endnu en kamp 3-0 mod David og havde kun små problemer i sidste sæt.

Kampen ender altså 8-2 til Greves hold. En ret overbevisende sejr, der tegner godt for de fremtidige kampe.

Her ses de glade drenge efter kampen:

Støt klubben – Sælg skrabelodder

Der er stadig tid tilbage til at sælge lodder og støtte klubben.

For hvert solgte lod går 9 kr. af de 25 kr., som loddet koster, direkte til klubkassen. Jo flere lodder der bliver solgt, jo flere fordele vil der være for medlemmerne.
De resterende 16 kr. går til at forbedre vilkårene for type 1- og type 2-diabetikere samt støtte forskning rettet mod en kur mod diabetes.

Der vil være en klubtrøje til de 2 bedste eller mest initiativrige sælgere, som vil blive delt ud til juleafslutningen i december.

Sidste mulighed for at indlevere penge og usolgte lodder er 11. december, så der er næsten 2 måneder endnu til at ringe og banke på døre i naboområdet.

Er du interesseret, kan du snakke med din træner eller skrive til Michael Ryding på mail, michael.ryding@hotmail.com

Læs alt omkring skrabelotteriet her

Para EM 2015 – Live streaming

I hele efterårsferien er Vejle værter for Para EM 2015, hvor den nybyggede hal Spektrum danner ramme omkring en større sportsbegivenhed for første gang.
Undertegnede og vores fotograf, Kim Holm Pedersen, er i den forbindelse blevet inviteret til Vejle for at være behjælpelige med live streaming fra hele stævnet. Det kommer til at foregå på alle 12 borde, hvilket aldrig er blevet gjort før.

Det betyder, at familie og venner for første gang kan følge med hjemmefra, når de 282 spillere fra 31 forskellige lande tørner sammen i kampe, der bliver spillet fra mandag til søndag.
Vi har blandt andet vores egen Kenneth Bech med i Klasse 8, som i år håber på at forberede sin plads i 1/8-finalen fra EM i Lignano i 2013.
Derudover er de to største danske medaljehåb Peter Rosenmeier, verdens- og paralympisk mester, samt Sohpie Walløe der i 2013 vandt bronzemedalje i sin klasse at finde på deltagerlisten.

Følg danskerne og de andre deltagere live ved at klikke ind på vores side omkring Para EM 2015.