Alle indlæg af Michael Ryding

Holdfanen opdateret

Fanen over alle klubbens hold er nu opdateret for sæsonen 2017/2018.
http://brondbybordtennisclub.dk/wordpress/hold/

For hvert hold er der en side med billeder og informationer omkring spillerne på holdet. Desuden er der en kalender for hvert enkelt holds holdkampe i løbet af sæsonen.

På holdfanen er der en samlet kalender over alle holdkampe, der spilles i denne sæson.

Når holdene spiller kampe, vil vi meget gerne have at spillerne/forældrene tager et billede af holdet, som vi kan lægge på hjemmesiden og bruge, når vi skal lave indlæg om holdenes resultater.
Send billederne til michael.ryding@hotmail.com.

Vi har i år fået et ekstra hold i Serie 4 samt et pigehold i ØBTU-regi.
Divisionsholdene er baseret på samarbejde med klubberne Greve og Hvidovre.

Antal hold: 12
Antal seniorhold i DBTU: 3
Antal ungdomshold i DBTU: 2
Antal seniorhold i ØBTU: 4
Antal ungdomshold i ØBTU: 3

Onsdagstræning

Startende fra onsdag den 4. oktober, vil der ske en lille ændring i træningstiderne.
Dette gælder kun for træningspas om onsdagen og skyldes, at vi hver onsdag frem til marts måned har to hold, som spiller på hjemmebane onsdag aften kl. 19:45, og som har ret til en halv times opvarmning.

Begyndernes træning forkortes med et kvarter og de øvede starter et kvarter tidligere. Træningstiderne bliver i stedet:
16:30-17:45 Begyndere
17:45-19:15 Øvede

Der vil ikke være træning i klublokalet i efterårsferien, da lokalet skal bruges i forbindelse med VM i dans, som afholdes i Brøndby Hallen.

Kulturnatten 2017 i Brøndby

Fredag den 6. oktober kl. 17.00 starter Brøndby Kommunes “Kulturnatten”, som er et arrangement, hvor der lægges vægt på kulturelle oplevelser i kommunen. Mange af kommunens foreninger holder åbent hus og tilbyder aktiviteter for alle aldersklasser.

Brøndby Bordtennis Club er én af de foreninger, som holder åbent hus. Vi stiller to borde op i foyeren på Brøndby Stadion (lige under Brøndby Gymnasium), og der vil være mulighed for at spille “rundt om bordet” samt spille mod en bordtennisrobot.

Program – Kulturnatten 2017

Reception på rådhuset

Torsdag den 28. september kl. 17.00 afholdes der reception på Brøndby Rådhus for at kåre vores danmarksmestre i Herre U21 double: Christian Brüsch og Oliver Møller Hansen.

Klubbens medlemmer er velkomne til at deltage.

Resultater DT-runde 1

Det var en god debut for Vestegnens divisionshold i både senior- og ungdomsregi, der alle spillede deres første holdkampe i weekenden.

2. division (herrer)
Holdet bestående af Ricki Krog, Marcus Gøgsig, Christian Brüsch og Mikkel Klint skulle kun fokusere deres kræfter på at spille en enkelt holdkamp. Det blev til en noget overraskende stor sejr på 8-1 over et stærkt hold fra Hillerød. Ricki formåede i sin sidste kamp at redde sig tilbage fra stillingen 1-2 og 1-9 (!) og vinde kampen i femte sæt (Ricki var også fint tilfreds efter kampen – se billede). Det var kun i doublen hvor det glippede med et 1-3 nederlag. I den anden double overlevede Gøgsig og Brüsch to matchbolde.

3. division (herrer)
3. divisionsholdet placerer sig efter weekenden midt i tabellen med to gange remis mod Ballerup og Virum. I kampen mod Virum var der mange muligheder for at få to point med hjem – hele 4 femsætskampe gik Virums vej – desværre blev det kun til et enkelt point i den sidste holdkamp.

Elitedivision (damer)
Louise Jakobsen, Louise Andersen og Line Tækker måtte i weekenden en tur med færgen til Bornholm – det blev en vindblæst affære (se billeder).
Med en sejr på 6-2 over et meget jævnbyrdigt Bornholmsk hold kunne pigerne tage hjem med hele 3 point i baggagen på grund af den store sejrsmargin.

Juniordivision
Juniordivisionsholdet (Greve) spillede i weekenden med Emil Friis, Patrick Skarsholm, Nicklas Boldt og Mikkel Skovborg, der i år går på Brøndby Idrætsefterskole.
I første holdkamp blev det til et knebent nederlag mod Penthouse CPH, hvor vi ellers var foran med 6-5, men tabte de sidste tre kampe, hvor to af dem var i femte sæt.
Anden holdkamp mod Roskilde var en overkommelig opgave for Greves tropper, der sluttede dagen med en 8-2 sejr.

Drengedivision
Drengedivisionsholdet er i år et samarbejde mellem Vestegnsklubberne Brøndby, Greve og Hvidovre. Holdet, som i år hedder Hvidovre 1, fik maksimalpoint med hjem fra søndagens kampe i Hillerød, hvor det blev til to sejre på 13-1 over Hvidovres andethold og en tæt sejr på 8-6 over Triton. Sejrene bringer dermed Hvidovre 1 i toppen af tabellen.

Næste DT-kampe spilles i weekenden den 7. og 8. oktober.


Vestegnen Startstævne 2017

Så er vi snart klar til at starte sæsonen. Som opstartsstævne har vi flere spillere, som tager til Ama’r Open i slutningen af august.
Derudover holder vi igen Vestegnen Startstævne. Det sker lørdag den 16. og søndag den 17. september i Stadionhal 1 (den røde hal).
Vi håber selvfølgelig at en masse af vores egne spillere dukker op og støtter vores stævne.

Stævneplakat kan ses her.
Tilmeldingen kan foregå via trænerne eller på Bordtennisportalen.
Sidste tilmelding er søndag 10. september torsdag 14. september.

Ligesom til de andre stævner vi afholder, er det vigtigt at spillere og forældre giver en hånd med til stævnet, så vi kan få afviklet det på bedste vis. Vi har især brug for folk, som kan stå i boden og sælge kaffe/kage/toast/hotdogs.
Hvis man selv/ens forældre/søskende giver en hånd til stævnet vil man få gratis deltagelse ved stævnet!
Tilmelding til hjælp ved stævnet kan gøres i Google Docs.