Alle indlæg af Michael Ryding

Salg af bordtennisborde

Vi har et par ekstra borde stående på vores borddepot, som vi ønsker at sælge, da vi har fået nye borde.

Bordene er af modellen Stiga Expert, se billede herunder. Bordet består af to separate bordhalvdele med to hjul på hver halvdel. Når bordet pakkes sammen, klappes benene ind under bordet og låses fast. I sammenklappet tilstand fylder bordet kun svarende til bordpladens tykkelse.
Bordene er brugte, men i fin stand.
Vi sælger bordene til 1000 kr.

Tag fat i Michael Ryding ved interesse.

Formandens beretning 2020/2021

Beretning for sæsonen 2020/2021 for Brøndby Bordtennis Club

Man kan nok ikke betegne sæsonen 2020/2021 som en helt normal sæson. Det meste af sæsonen har stået i skyggen af Corona og de nedlukninger der er fulgt med. Alligevel synes jeg vi kan være stolte af den sæson der er gået. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til alle medlemmer for den trofasthed der er udvist, og det giver et grundlag der gør mig sikker på, at vi nok skal få godt gang i den kommende sæson.
I 2019 blev Brøndby Bordtennis Club indstillet til prisen for Årets Initiativ i Brøndby Kommune. Det vores tilbud om ”bordtennis for mennesker med demens og deres pårørende” som Per Madsen har startet. Én søndag om måneden mødes de, og spiller bordtennis. Tilbuddet var ét blandt tre initiativer der blev nomineret. Pers tilbud endte med at blive den endelige vinder, og dermed vandt Årets initiativ. Stort og velfortjent tillykke til Per og tilbuddet om bordtennis for demensramte.
Et andet initiativ i den forgangne sæson er Michaels projekt med at skaffe klubben nyt klubtøj. Vi har lavet en aftale med Contra, hvor vi kan købe klubtøj og andet bordtennisudstyr. Endvidere har Michael anskaffet en varmepresse, så vi selv kan forsyne tøjet med logo og navn. En stor succes når man ser hvor mange der har bestilt klubtøj. En mulighed vi vil få stor glæde af i de kommende sæsoner.
Et andet forholdsvis nyt initiativ fra Per, har været opstart af 60+ bordtennis. Der har været afholdt åbent hus, og det bidrog med 10 nye bordtennis spillere. Antallet af spillere er efterhånden kommet op på 25, og det har været nødvendigt med en ekstra træningsdag. Der spilles nu 60+ bordtennis mandag og onsdag formiddag.

Ungdom
På ungdomssiden har der været aktivitet under nedlukningen. I det tidlige forår har vi spillet rundbold, og der har været afholdt videokonkurrence i trickskud. Vi nåede også at afholde et begynderstævne for naboklubberne Greve, B77 og AIF i november. Der var ca. 25 begyndere der fik mulighed for at deltage i et stævne og spille kampe. Vi håber at kunne gentage succesen i den kommende sæson.
Den første måned efter opstarten har været helt forrygende. Det har ærlig talt været, at gå fra 1-100 i aktivitetsniveau, men hvor er det dog bare dejligt. Så godt som alle, der spillede inden nedlukningen er kommet tilbage og der er generelt en god stemning på alle vores tre ungdomshold. Det har været vigtigt, at få niveauet tilbage hurtigt, og nu kommer den næste periode, hvor der skal lægges yderligere på. Det gælder også på set-uppet. Vi er gået i gang med et projekt omkring vores unge spillere, de nuværende og de fremtidige. Det har blandt andet medført, at 5 af vores rutinerede ungdomsspillere, er trådt ind i trænerrollen og skal udvikle den, frem mod næste sæson. Når de har fået den nødvendige erfaring, er det meningen, at de skal videreføre holdet i samarbejde med cheftræner Marcus Gøgsig. I den sammenhæng, har vi også fået et møde med en konsulent fra kommunen, som vi skal diskutere et samarbejde med omkring SFO og rekruttering af børn.
Der er også yderligere rokeret en smule i trænerteamet, så der er kommet flere ressourcer på A-holdet, hvilket er rigtig vigtigt i forhold til at løfte niveauet bredt. Socialt har vi et forestående klubmesterskab og ellers bliver der fiflet lidt med måske at lave nogle træningsdage i juni. Der vil være træning hele sommerferien, så vi giver vores ungdomsmedlemmer de bedste betingelser mod den nye sæson. Vi skal i næste sæson have vores eget hold, både i pige- og drengeligaen hvilket er en stor milepæl. Derudover vil vi være en del af et fælles hold i juniorliga regi.
På holdsiden i ungdom blev der afviklet noget af turneringen:
Drengeliga:
Efter mange års fravær i landets bedste drengerække, var det en stor milepæl for klubben at være tilbage i det selskab. Holdet bestod af Noah Ibrahim, Zune Budal, Marco Voong og Andreas Kongsdal og sæsonen må siges, at have været en stor succes. Forventningen var at være underdogs, men holdet viste, at man skal have 4 mand, der kan byde ind for at være et stærkt hold. Gode doubler, et stærkt sammenhold, god bredde + en sikker 1. mand gjorde forskellen og drengene vandt 4 ud af 5 kampe og skal til september kæmpe med i slutspillet.

Ungdom over 12:
Brøndby 1 spillede i den bedste regionale række for ungdomsspillere over 12 år. Holdet var bestående af vores stærke piger Freja Nielsen og Emilie Wraa. Derudover havde vi lånt Hector Starke fra Gladsaxe, som har været en del af træningen i forbindelse med sit efterskoleophold. Det blev kun til 5 kampe i alt, hvor man vandt 4 af dem og var derfor med i toppen i rækken. Holdet ender som 3’er med samme antal point som 2.-pladsen, som vi ikke nåede at spille mod. Det kunne derfor have endt anderledes, men at vinde 4 ud af 5 kampe må betegnes som værende ganske tilfredsstillende. Tak til Hector for at være en god holdkammerat og bidrage positivt til holdet.

Brøndby 2 spillede i den næstbedste regionale række for ungdomsspillere over 12 år. Holdet var bestående af Magnus Sachs, Victor Schmidt, Oscar Jacobi og Sara K. Larsen. Holdet var hårdt matchet, da rækken havde et ganske højt niveau. Det nåede at blive til 4 kampe, hvor man faktisk var pænt med i de fleste kampe, men desværre tabte dem. Trænerteamet er dog fint tilfreds med indstillingen, viljen og glæden hos holdet, der kæmpede hvad de kunne og har fået god erfaring til næste sæson.

Ungdom under 12:
Brøndby 1 spillede i den bedste regionale række for ungdomsspillere under 12 år. På dette hold huserede Nikolaj Wirk, Maks Mortensen og Sara Mahmoud. I denne række nåede man, at afvikle en halv sæson og derfor et nogenlunde retvisende billede af styrkeforholdet. Efter at have tabt de to første kampe, fik holdet virkelig tur i den og vandt 3 og spillede en uafgjort i de resterende kampe og endte derfor på en virkelig stærk 3. plads. Udviklingen gik dermed i den rigtige retning og det er meget positivt, at holdet var med på det niveau.

Brøndby 2 spillede i den næstbedste regionale række for ungdomsspillere under 12 år. På holdkortet var Frederik Nielsen, Mads Schmidt, Gustav S. Christensen og så hjalp Chelinda Voong holdet som reserve. Alle spillerne var nye i holdkampsammenhæng og det er altid spændende at følge. Holdet havde en virkelig god kemi og fangede hurtigt, at man skal støtte hinanden når man ikke selv spiller. Denne disciplin excellerede de i, hvilket var en medvirkende årsag til, at holdet spillede en stensikker 2. plads i hus, hvor man kun tabte en enkelt kamp knebent.

Konklusion:
Efter at have skrevet dette er vi faktisk rigtig glade og stolte over hvor stærkt holdene har præsteret. Det gælder både det resultatmæssige, men i lige så høj grad socialt. Generelt er vi kæmpe fan af denne kultur med at være et hold hvor opbakningen er en prioritet. Trænerne er også sikre på, at det er en medvirkende årsag til 4 ud af 5 ungdomshold er i top 3 i deres respektive rækker. I den sammenhæng vil vi også give et skud ud til alle jer forældre, som virkelig bidrager til denne kultur. Nu kan vi kigge frem mod den næste sæson, hvor forberedelserne allerede er startet op.

Senior
Sæsonen 2020/2021 har været en hård omgang for seniorafdelingen.

Allerede i slutningen af oktober blev seniorafdelingen ramt af det reducerede forsamlingsforbud, hvilket betød at vi maksimalt måtte være 10 til træning ad gangen – en halvering af det normale antal. Træningstiderne blev som konsekvens heraf udvidet til også at omfatte tirsdag og torsdag for at sprede spillerne ud, så de kunne få deres ugentlige træningspas.
Allerede halvanden måned efter, i starten af december, blev der lukket for al indendørs idrætsaktivitet, og for seniorernes vedkommende kunne de først komme i gang igen i starten af maj – 5 måneder efter nedlukningen. Det har været tydeligt på antallet af spillere i træningslokalet, at flere har været bekymrede for at blive smittede, eller ville vente til at det var mindre besværligt at komme til træning. Vi håber selvfølgelig, at det normaliserer sig i takt med at flere og flere bliver vaccinerede, så vi snart kan få fyldt træningslokalet op igen.

På holdkampssiden har vi haft 4 hold med i Region Sjælland regi: Serie 1, Serie 3 og to hold i Serie 4. Som konsekvens af nedlukningen i december måned, besluttede Turneringsgruppen, at resten af sæsonens holdkampe samt oprykningsspil og kredskampe ikke skulle afvikles, så det er ikke blevet til mange seniorholdkampe i år.

Serie 1-holdet (Brøndby BC 1) bestod af Allan Wraa, Bøje Madsen, Saro Zanazanian og Lars Jørgensen. Holdet rykkede op fra Serie 2 sidste sæson og havde det svært i Serie 1. På grund af restriktioner og forsamlingsforbud nåede holdet kun at spille 4 holdkampe i sæsonen, hvor det blev til en enkelt sejr og 3 nederlag.

Serie 3-holdet (Brøndby BC 2) bestod af Duc Cao, Mehdi Etehadpasand, Tamim Mahmoud, Kenn Hansen, Tan Nguyen og Frederik Duelund. På grund af risikoen for at blive ramt af afbud i en coronapræget sæson, valgte vi kun at oprette et enkelt hold i Serie 3, så det betød lidt færre kampe til de enkelte spillere. Holdet nåede at spille 8 kampe inden sæsonen sluttede. I alt 6 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag, hvilket rakte til rækkens førsteplads. Kenn og Duc endte som hhv. nr. 6 og 8 på toplisten (vel at mærke med færre kampe end de fleste over dem på toplisten). Desværre nåede der hverken at blive oprykningsspil eller kredskampe for holdet, som ville have haft en god chance for at nå langt i begge slutspil.

Det ene Serie 4-hold (Brøndby BC 3) bestod af Per Madsen, Andreas Bonde, Ronny Budal og Patrick S. Pedersen. Holdet endte på en delt 3.-plads i rækken. Patrick blev nr. 3 på toplisten.

Det andet Serie 4-hold (Brøndby BC 4) havde Morten Berg, Azad Khidir, Phu Nguyen samt de to nye spillere Frank Nielsen og Niels Marslev på holdkortet. Holdet havde det svært i en stærk række og vandt ikke nogen holdkampe. Men det er kommet mig for øre at holdet går i intensiv træningslejr over sommeren for at kunne bejle til rækkens førsteplads næste sæson 🙂

På grund af restriktionerne, som gik hårdest ud over seniorerne, har det ikke været muligt at afholde nogen arrangementer. Der er blandt andet en julefrokost til gode. Vi planlægger at afholde seniorklubmesterskab i slutningen af sæsonen.

På elite siden har vi to hold med i Danmarks turneringen. Holdene spiller under navnet Vestegnen i samarbejde med Greve. Det er dog spillerne for Brøndby der dominerer med 7 ud af 8 spillere.

2. division:
Vestegnen 1 bestående af Mikkel Klint Stuhr, Esben Larsen, Nicklas Boldt og Marcus Gøgsig gjorde rent bord og vandt alle 7 kampe i efteråret. Det betyder, at de i næste sæson skal prøve kræfter i 1. division, som er landets næstbedste række. Det er vi naturligvis stolte af og glæder os til en rigtig stor udfordring i næste sæson!

3. division:
Vestegnen 2 bestående af Mads Lund Petersen, Emil Behrndtz, Peter Jensen og Christian Brüsch, leverede en virkelig stabil præstation gennem efteråret, som sikrede dem en fortjent 3. plads i rækken. Rækken var præget af to hold, der nok lå en række eller to for lavt. Derfor må det siges, at være meget tilfredsstillende, at være bedst of the rest og det lover rigtig godt for den kommende sæson!

Anders Ravn
Formand

Klubmesterskab ungdom 2021 – Resultater

A-rækken (A-slutspil):
1. Noah Mortensen
2. Marco Voong
3. Zune Budal
3. Noah Ibrahim

A-rækken (B-slutspil):
1. Tobias Tagge
2. Noah Andersen
3. Maks Mortensen
3. Magnus Sachs

B-rækken (A-slutspil):
1. Zacharias Al-Moalem
2. Axel Marslev

B-rækken (B-slutspil):
1. Daniel Christensen
2. Sofie Jørgensen

Double:
1. Zune Budal / Maks Mortensen
2. Noah Ibrahim / Chilas Voong

Se billeder fra klubmesterskabet her.

Årets priser ungdom og senior 2021

Årets fighter

Årets fighter er nærmest skabt til denne titel. Indbegrebet af hvad det vil sige at fighte, er altid at arbejde så hårdt som muligt og altid møde op. I disse discipliner er vores årets fighter helt i toppen og det er bare mega fedt at se den koncentration fra en spiller som også er så ung. Årets fighter har en meget moden tilgang til træning og kamp, som man ikke så ofte ser i hans alder. Og derudover er han med til at skabe en god ro på holdet. En virkelig nem pris at dele ud i år, og det siger meget om årets fighter.

Årets fighter er Nikolaj Wirk.

Årets unge spiller

Årets unge spille er kommet blæsende ud af lockdown med 200 i timen. Næsten alle hverdage er fyldt op med træninger, og selvom jeg nogle gange siger, at det er ok og holde pause, så er ikke noget der sker. Årets unge spiller møder op med masser af spilleglæde hver gang. Den energi smitter af på træningsrummet og mig selv. Det er dejligt at se en ung spiller have den glæde for spillet og for at blive bedre til bordtennis. Jeg glæder mig personligt rigtig meget til at se årets unge spiller tage et nyt skridt næste sæson, som byder på større udfordringer i form af holdkamp og stævner.

Årets unge spiller er Zacharias Al-Moalem.

Årets hold

Årets hold var fuldstændige nye i holdkampsammenhæng og hvilken måde at komme ind på det niveau. Holdet var outstanding i de fleste kampe og endte på en stærk 2. plads med fire sejre og et nederlag. Tilmed var 3 af spillerne i top 10 på toplisten. Meget imponerende!

Årets hold er Ungdom B, under 12 år, bestående af Mads Schmidt, Gustav Christensen, Frederik Nielsen og Chelinda Voong.

Årets overraskelse for ungdom

Årets overraskelse forestiller jeg mig bliver rigtig overrasket over at vinde denne titel. Denne titel er jo ofte forbundet med en spiller, der har lavet nogle store resultater, man ikke havde regnet med. Men i år går den til en spiller, som har udviklet sin modenhed og sit ansvar for klubben. Årets overraskelse er nem at gå til, han lytter og forsøger sig ihærdigt med de råd han får. Det er med til at gøre ham til en bedre spiller. Men årets overraskelse har endnu mere at byde på, han er nemlig gået ind i trænerrollen for de yngste med godt gåpåmod, hvilket er beundringsværdigt. Årets overraskelse er kommet ud af lockdown med en ny modenhed og tilgang hvilket giver mulighed for udvikling.

Årets overraskelse er Victor Schmidt.

Årets pigespiller for ungdom

Årets pigespiller er altid fremme i skoene. Klar til kamp og klar til at give den gas. En vanvittig fed energi både ved og udenfor bordet. Årets pigespiller bliver ved med at blive bedre og lave overraskende sejre, og jeg er imponeret af årets pigespiller evne til at være proaktiv og gøre noget aktivt selv for at blive bedre. I år har jo været turbulent og det blev sæsonen med stævner og holdkampe. Men det lykkedes årets pigespiller at blive nr. 3 i U12 A sammen med sine holdkammerater, hvilket er super flot.

Årets pigespiller er Sara Mahmoud.

Årets drengespiller for ungdom

Årets spiller har taget nogle store skridt i denne sæson, på trods af der har været begrænset aktivitet. Der er kommet meget større fokus på udvikling og vi har fået et mere modent samarbejde op og køre. Jeg beundrer årets spiller udvikling fra at være en der tog tingene lidt mere med ro, til nu at være en af dem som sætter tempo i træningslokalet og altid er frisk på at spille lidt ekstra. Årets spiller har været en vigtig del af, at drengeligaholdet er kommet i slutspillet, som en sikker skanse med mange vundne singler og doubler. Det blev til et enkelt stævne lige i starten af året hvor der også var stor succes med en sejr i Drenge B-rækken.

Årets drengespiller er Zune Budal.

Årets overraskelse for senior

Årets overraskelse har været aktiv i træningslokalet og har vist stor interesse for at forbedre sit spil.
Spilleren har også bidraget med god stemning i træningslokalet.

Årets overraskelse har i både denne sæson og sidste sæson spillet på et af vores Serie 4-hold. Sidste sæson blev det kun til 2 sejre ud af 20 kampe, men i denne sæson har spilleren virkelig løftet sit niveau og havde før nedlukningen en score på 5 vundne kampe ud af 9 kampe.

Årets overraskelse for senior er Andreas Bonde.

Årets spiller for senior

Årets spiller har været meget stabil i træningslokalet i denne sæson – i den periode vi nu har haft mulighed for at træne.

Han har presset sig selv og sine holdkammerater hårdt til træning for at han selv og holdet kunne præstere bedre i deres holdkampsrække. Det endte da også med at holdet vandt rækken. Det har ligget lidt i luften, at holdet ville få en god placering, da de sidste to sæsoner også har budt på topplaceringer til holdet, og fordi holdet i år blev yderligere forstærket.

Selv blev årets spiller en flot nr. 2 på toplisten med 11 ud af 14 sejre, hvilket var medvirkende til at holdet som sagt blev nr. 1 i rækken og derved skal spille i 1. divisionen til næste sæson.

Årets spiller for senior er Mikkel Klint Stuhr.

Årets klubmand

Årets klubmand er en pris, som gives til en person, der enten medlem af klubben eller har tilknytning til klubben, som har gjort en ekstraordinær indsats for klubben.

I årenes løb har der været mange forskellige definitioner på hvad en ”ekstraordinær indsats” dækker over.

Det kan være en spiller, som kommer til træning hver gang med en positiv attitude og et smil, og som skaber glæde og god stemning i træningslokalet.

Det kan være en spiller eller forælder, som altid hjælper til i træningslokalet – fx ved at køre kinatræning eller samle bolde.

Det kan være en spiller eller træner, som gør en stor indsats ved at hjælpe og coache vores andre spillere til træning, holdkampe og til stævner.

Det kan være en forælder, som altid sørger for at transportere spillerne til stævner og til holdkampe.

Det kan være en forælder eller søskende, som altid bager kage til vores stævner eller sidder i boden hele weekenden.

Det kan være en spiller eller forælder, som generelt giver en hånd med i klubben – enten i eller uden for bestyrelsen.

Det lyder måske som om det er små og lidt ubetydelige ting, men det er ting, der når man lægger dem sammen, har en enorm betydning for os som klub.

Nogle gange er det de små ting, der afgør, hvem der bliver årets klubmand.

Andre gange kan én kæmpe ekstraordinær indsats være mere værd end alle de små tilsammen.

Den person, som bliver årets klubmand, har ikke alene én gang, men nu i to sæsoner i træk gjort en kæmpe indsats og sørget for at vi kan sidde så mange glade spillere, ledere, trænere og forældre sammen og hygge os over noget dejlig mad.

Årets klubmand er Lotte Jacobi. Og en stor tak til Lotte!


Generalforsamling 2021

Husk gyldigt coronapas ved deltagelse i generalforsamlingen!

Generalforsamlingen afholdes i klubbens lokaler den 27. maj 2021, kl. 19:30.

Alle er velkomne, og alle medlemmer der er fyldt 16 har stemmeret. Indkaldelsen er med det forbehold, at Corona restriktioner ikke forhindre mødet. Hvis det bliver tilfældet vil generalforsamlingen blive udskudt til det bliver muligt.

Forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen skal være formanden i hænde senest 8 dage før.

Bemærk under punktet valg til bestyrelsen. Henrik Møller Hansen har efter mange år i bestyrelsen, valgt ikke at genopstille. Bestyrelsen vil gerne takke Henrik for de mange års arbejde i Brøndby Bordtennis Club. Henrik har været et meget værdsat medlem af bestyrelsen.

Det betyder også, at vi mangler et medlem til bestyrelsen. Bestyrelsen håber meget, at der blandt medlemmerne, eller andre med tilknytning til klubben kunne findes nogen der kan have interesse i, at indtræde i bestyrelsen. Bestyrelsen holder møde cirka hver anden måned.

Se indkaldelse og dagsorden her:
http://brondbybordtennisclub.dk/wordpress/wp-content/uploads/Generalforsamling-2021.pdf

Vi kan komme tilbage i træningslokalet!

Klubben åbner op igen på onsdag d. 21/4, og det sker efter 133 dages nedlukning, på baggrund af denne formulering i genåbningsaftalen: “Der åbnes for mere indendørs idræt for unge og ældre. Åbningen af indendørs idræt i organiseret regi for børn under 18 år vil omfatte alle idrætsgrene med et forsamlingsloft på 25 personer og uden coronapas. Dette forsamlingsloft omfatter også idrætsaktiviteter, hvor personer over 18 år deltager, hvis disses tilstedeværelse er nødvendig for en forsvarlig afholdelse af aktiviteterne.”

Det betyder dermed, at vi kan afholde træning, med nogenlunde almindelige tider. Vi fastholder dog en pause på 15 min. mellem træningsholdene. Så kom derfor så tæt på træningstid som muligt og forlad hallen hurtigst muligt efter træning. Og til dem som skulle have glemt tiderne, ser det således ud:

Vi opfordrer også stadig til, at forældre som udgangspunkt sætter børnene af uden for hallen. Det er mest for at gøre det nemt at sikre de maks. 25. Der er dog forståelse for forskellige forhold, alt efter alder, geografi osv., så vil der være mulighed for, at opholde sig i fællesrummet.

Husk også at alle over 12 år skal bære mundbind/visir bortset fra under selve træningen.

Ellers er der bare at sige, at vi håber på at se alle jeres børn tilbage i klubben i næste, eller de kommende uger og så vil vi gøre det bedste for at sikre en behagelig opstart.

Nyt omkring holdkampe for senior

Kære alle der spiller holdkampe i seniorrækkerne (Serie 1, Serie 3 og Serie 4)

Lidt nyt omkring jeres holdkampe.

Turneringsgruppen har indtil videre valgt at indstille turneringen til slutningen af februar.

Såfremt vi ikke får lov til at starte med at træne/spille kamp igen inden den 1. marts, forventer Turneringsgruppen, at turneringen ikke færdigafvikles.
Der er ikke meldt noget ud omkring hvordan den nuværende stilling kommer til at påvirke op-/nedrykning og om det overhovedet bliver relevant med op-/nedrykning i denne sæson i tilfælde af at turneringen ikke færdigafvikles.

Håber I stadig er ved godt mod

Vi glæder os til at komme i gang igen med vores dejlige sport!